I sit indlæg - som jeg ser det - angriber Vagn Madsen ikke mig eller min forskning, men hjerneforskningen i sig selv, det vil sige dens evne til at forklare fænomenet, som opstår mellem opdragelse og skole. Egentlig har jeg ikke noget at indvende til Vagn Madsens kritik. Kritikken er jo heller ikke baseret på nogle saglige argumenter, men repræsenterer blot Vagn Madsens personlige opinioner. Og sådanne har alle lov at have!

Men hvis Vagn Madsen læste min bog 'Neuropædagogik - En skole for hele hjernen' grundigt, ville han bedre forstå blandt andet de systemteoretiske fakta om hjernen, som jeg præsenterer i min bog. De viser entydigt, at et system som et barns hjerne ikke kan udvikle sig i et miljø (det vil sige skolens), som er et 'lukket system'. Et system reguleret med love og regler samt orden og overflødig information, som ikke tillader barnehjernens kaotiske elementer at virke. Det er disse elementer, som kan ses i entusiasme, fantasi, eventyr, drømme, og som tydeligst kan ses hos børn i legealderen.

Senere i opvæksten kan disse elementer ses som kreativitet, helhedsindtryk, evne til selvstændige vurderinger og en rig verden af muligheder. Den eneste måde at få barnehjernen til at udvikle sig frit er, at man ændrer skolen til et 'åbent system', som tillader kaoselementet at virke. Gør vi ikke det, kan det medføre fysiske og mentale vanskeligheder, vold, pjækning og nedvurdering af autoriteter, lov og orden. Heldigvis forstår lærerne alt dette!

Matti Bergström

finsk hjerneforsker