Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ikke sandt, vi kender de slet ikke så få elever, for hvem timerne er ørkenvandringer. Hvor hver time er nederlag på nederlag.
Her tænker jeg først og fremmest på den gruppe - især drenge - der før i tiden gik i særlige klasser, måske læseklasserne.
Men så er det alligevel ikke specielt den gruppe af elever, jeg tænker på. Mange af disse elever fik jo et skub i den rigtige retning qua særlig læseundervisning. Nej, mine tanker går til de elever, der dels er lidt tunge i det, og dels slet ikke er modne nok til at deltage i den daglige undervisning.
Nu har vi ført disse elever sammen med de elever, vi i gamle dage kaldte realklasseelever eller udvidede elever. Hver time dukker omtalte gruppe sig åndeligt talt.
At de frustreres er en selvfølgelighed. Et under, at de ikke laver meget mere ballade, ja simpelthen gør oprør mod systemet. Her er jeg fremme ved mit egentlige ærinde! Kunne vi ikke drage omsorg for disse elever. Udskille dem - lade dem være blandt ligesindede. Skabe tryghed i deres skoleliv. Opmuntre dem til at træde frem og turde sige noget uden hensyn til eventuelle billige grin og undertrykkelsesmekanismer.
Mange psykologer vil vel nok rykke sig i stolene - protestere. Integrationens skønne drømme vil blive forrådt. Jeg mener, at vi inden for vor skolelovgivning kunne give disse elever bedre muligheder - skabe tryghed i deres dagligdag.
Man kunne lade disse elever gå i skole om formiddagen. I ottende klasse skulle det ikke være vanskeligt at finde lønarbejde - på grund af netop en relativ lav løn. Specialarbejderforbundet i Danmark vil nok være på barrikaderne øjeblikkeligt. Det får være - disse elever bør hjælpes. Når de så bliver 18 år og som oftest fyret - voksenløn! - ja, så kunne vi tilbyde dem at tage 9. og 10. klasse på voksenuddannelsescenter. Mange af mine gamle elever har sagt: 'Havde vi dog blot fået mulighed for at lære noget i skolen dengang'.
Men, måske kunne vi gennem voksenuddannelsescenter (når de bliver 18 år) give disse unge mennesker selvtillid og håb om, at de gennem 9.- og 10.-klasseprøverne der kunne videreuddanne sig, og eventuel komme i et uddannelsesforløb.
Jørgen Jäpelt
København K
