Sladder er kviksand under et lærerværelse og lærernes trivsel.

Angst og usikkerhed sniger sig ind og dræber selvtillid og arbejdslyst.

Men er der mere sladder på lærerværelserne end andre steder? Hvis svaret er ja - hvem har så ansvaret?

Det er helt enkelt: Alle har ansvar.

Den giftige sladder, den, der gør folk usikre og ødelægger samarbejdet, får lærerne til at vælte som kegler på en fedtet bane. Den rammer kugle-hårdt, hvilket betyder, at vi er med til at slide hinanden ned.

Det burde være lige omvendt. Vi burde rejse hinanden op ...

Og man kan jo ikke forsvare sig eller tage til genmæle, når nu bagtalelserne sker bag - ja, netop bag - ryggen.

Eller kan man?

Putter man sig - eller siger man fra?

Det kræver mod og ansvar på flere niveauer at stoppe sladder og bryde magtgrupper på en skole. Måske er klare og åbne trivselshensigter en mulighed?

Hvis det sociale klima skal være i orden - også for de mere tavse og ikke så dominerende lærere - må man sætte mål op for trivsel.

Ogjævnligt skæve til disse hensigter.

Ellers løber arbejdsglædenud i sandet ... det bliver i værste fald til kviksand under et lærerliv.