Skolernes motionsdag er et kæmpemæssigt flop - helt uden nogen betydning. Almindelig marchhastighed er seks kilometer i timen. Hvis disse elever nåede tre kilometer i timen, er det højt sat. Jeg så ikke én eneste over 3. klasse i løb. Det eneste, som måske kan hjælpe, er skemalagte idrætstimer, hvor en lærer bestemmer. Tro på, at eleverne af egen drift skulle anstrenge sig fysisk, er overdrevet - det gælder måske nogle få, som finder ud af, at de har det bedre, når de får den daglige motion. Man kan hos nogle elever nå ganske langt, hvis man kan vække deres lyst til at »blive den bedste«. Men ofte er eleven godt tilfreds, hvis han/hun klarer sig hæderligt i computerspil eller måske poker. Jeg tilhører en generation, som helt fra konfirmationsalderen - ja, også før - har været vænnet til at hjælpe med arbejdet. Ungdomstid var et ukendt begreb, men sådan var det, og det var ens for alle.

Når man ved konfirmationsfestens taler blev indskrevet i »de voksnes rækker« - ja så var det ikke bare en talemåde, man måtte så naturligvis også arbejde som en voksen.

Teenageår og ungdomskultur er urbane påfund, som nok mest er fremkommet, fordi man var ganske ude af stand til at beskæftige alle de unge mennesker. Det problem eksisterede ikke på landet. Man gled stille og roligt ind i produktionen, så såre man kunne lave noget fornuftigt. Jeg mindes en nabo, som tærskede - han havde sat et par af sine børn til at slæbe neg til. Min far ytrede, at han syntes, de var noget små. Naboen svarede: Ja, hvis de ikke kan klare det, så smider vi et par mere derop - det kunne han sagtens sige - han havde 12 børn.