Debat
Stolt over at være lærer
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som pensioneret lærer følger jeg med undren debatten om lærernes manglende anseelse i befolkningen og de få studenter, der ønsker at blive lærere. Jeg har været lærer i over 40 år, og det har jeg altid været stolt over. De sidste 27 år var jeg leder af en stor specialskole for unge udviklingshæmmede. Det var pragtfulde år, som jeg med glæde tænker tilbage på som pensionist, og jeg har aldrig mødt nogen, der ikke viste mig og skolens øvrige lærere den fornødne respekt og ærbødighed. Dette bygger nemlig på noget mere end løn. Jeg var ikke blot lønarbejder, men vejleder og rollemodel. Inden for lovgivningen og de politiske rammer synliggjorde jeg min funktion. Jeg havde en række chefer, der ikke var læreruddannede, og som erfaren lærer følte jeg, at det var min opgave at vejlede dem og politisk valgte om, hvordan en skole kommer til at fungere bedst. Og vores skole blev anerkendt både nationalt og internationalt. En af mine teser var, at både elever og lærere hver dag skulle glæde sig til at møde på skolen, og jeg tror, det stort set lykkedes. Møder jeg tidligere elever eller forældre, hilser de altid på mig med den største hjertelighed og fortsat stor respekt. Jeg kunne ikke have tænkt mig noget bedre job. Til de unge, der overvejer at blive lærere, vil jeg sige: Fortvivl ikke over begyndelseslønnen, for den vil gradvist stige. Tænk også på, hvor trygt det er at være fastansat med gode ferier og mulighed for lidt overtimer. Tilrettelæg jeres undervisning i godt samarbejde med elever, kolleger. Så vil I få et meget spændende liv. Tro ikke på rygterne om manglende respekt over for lærere og skole, men vis, at I er dygtige og til at stole på. Så vil I bestemt blive respekterede.