Typisk fokuseres der udelukkende på læreruddannelsen i forsøget på at øge interessen for naturfagene blandt lærerstuderende. Og typisk går man langt uden om forholdene i den folkeskole, hvor de naturfagsuddannede lærere skal fungere. Dette sidste er katastrofalt, fordi det er der, hunden, om man så må sige, ligger begravet, hvilket ses af den mangel på troværdighed, der er forbundet med de forslag, som bringes frem i Folkeskolen nummer 22. Med et slag i luften hales efteruddannelsespøgelset for gud ved hvilken gang igen frem. Og minsandten om man ikke også forestiller sig, at man kan betale studerende ekstra i Statens Uddannelsesstøtte for at studere naturfag. Eller fange voksnes opmærksomhed med en festival med sjove fysik- og kemiforsøg. Kort sagt: Man er rigtig på Herrens mark. Men hvem vil ofre tid på at uddanne sig til lærer i de naturfag, som nok er nævnt i folkeskoleloven, men som i den pædagogiske debat hele tiden har været regnet for rudimentære levn fra en svunden tid, og som selvfølgelig reduceres yderligere i takt med den almindelige afstandtagen fra en for fagene helt nødvendig udenadslært paratviden. Og hvorfor fokuseres der overhovedet ikke på det faktum, at de fleste naturfagsuddannede kommer til at bruge deres faglige færdigheder i folkeskolens natur/teknik, der overhovedet ikke er noget fag, men blot en ansamling af pittoreske, fængslende og underholdende brokker trukket ud af deres sammenhæng med rigtige fag og ofte udvalgt efter, om de umiddelbart kan fange børnenes opmærksomhed. I virkeligheden er natur/teknik en skændsel, fordi det giver sig ud for at være et naturfag uden overhovedet at tjene til en systematisk opbygning af et fags vidensområde på børneniveau.