Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksens debatindlæg i Folkeskolen nummer 22.

Han skriver: »Det er efterhånden en fortærsket frase, at børnene er vores vigtigste brændstof, men det er ikke desto mindre sandt«.

Den mest almindelige frase - fortærsket eller ej - er, at børnene er vores vigtigste resurse. Resurser er en form for lager af kompetencer, materialer, evner, kræfter, personlige energier, som findes og kan sættes ind, hvor der er behov. Når behovet er opfyldt, kan de anvendes et andet sted. De er ikke brugt op, tværtimod er de formodentlig udbygget og optimeret, idet de oftest anvendes i et dynamisk samspil.

Brændstof derimod er noget, man brænder af for at få et maskineri til at køre, og når det er brændt af, er der ikke mere tilbage. Menneskesyn?

Martin Henriksen fortsætter: »I den sammenhæng kan lærerne beskrives som de mekanikere, der skal få de små poder til at fungere og præstere ...«. Vi taler altså om mennesker. Læring er ikke en mekanisk proces, men et dynamisk samspil mellem mennesker, fag, evner og lærerens engagement, og det sidste er ikke mindst vigtigt. Med mine 25 år på bagen som lærer har jeg aldrig følt mig som en mekaniker, men snarere som en katalysator, formidler og inspirator.

Martin Henriksen skriver længere nede:

»Lærerne efterlyser større agtelse og respekt i befolkningen, og det vil universitetsuddannede lærere muligvis kunne sikre dem«.

Mener Martin Henriksen mon, at kun universitetsuddannede mennesker har krav på respekt?

Hvilken arrogance over for folk, der har taget en uddannelse og gør deres til at udvikle de små poder (ikke »få dem til at fungere«). Menneskesyn? Uddannelsesordfører!