Debat
Stress a’
Et fælles ansvar.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
FTF - hovedorganisation for blandt andre lærere - har foretaget en undersøgelse af medlemmernes stress. Undersøgelsen viser, at knap hver fjerde af de lærere, der modtager sygedagpenge hvert år, bliver syge af stress.
Blandt de helt store stress-syndere er en for stor arbejdsbyrde og overarbejde. Undersøgelsens resultater slår én gang for alle fast, at stress er arbejdsbetinget, og at løsningerne skal findes i måden, arbejdet tilrettelægges på.
Desuden viser undersøgelsen, at der gøres alt for lidt for at bekæmpe stress på arbejdspladserne. Kun fem procent har i dag formuleret en stresspolitik, mens det på halvdelen af arbejdspladserne overlades til den enkelte selv at håndtere stress.
I Danmarks Lærerforening ser vi med stor alvor på den uheldige udvikling.
Vi har i vores rådgivning på et år oplevet en stigning fra 24 til 35 procent i antallet af henvendelser omkring arbejdspresset - vel at mærke blandt lærere, der er i arbejde. En del af disse lærere har en risiko for senere at komme til at figurere i sygestatistikkerne.
Arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen er ikke overrasket over, at blandt andre lærerne er på den kedelige førsteplads. Medarbejdere, der har et stort ansvar for, hvordan andre har det, og samtidig har en stor ansvarsfølelse for, at opgaven løses, er udsatte. »De holder ud så længe, at når de ikke kan mere, så er de så meget nede på hælene, at det er svært at komme tilbage på arbejdet«, siger Ellen Ryg Olsen og understreger endvidere det pres, der ligger i, at lærerne hele tiden i aviserne kan læse om alt det, de gør forkert.
Det siger sig selv, at det ud over et stort menneskeligt spild også er et samfundsmæssigt tab, at mennesker bliver gjort uarbejdsdygtige, når der rent faktisk kan forebygges.
Ved sidste overenskomst indgik vi en aftale med arbejdsgiverne om, at hver arbejdsplads skal udarbejde en stresspolitik. Det haster. Alt for mange arbejdspladser har endnu ikke fået gang i forebyggelsen.
»I det hele taget må vi holde op med at tro, at man skal drive en skole, en daginstitution eller et hospital som en lille åndsforsnottet, jysk forretning med bundlinjer. Vi er verdens rigeste land, og vi kan bare beslutte os for at give disse her medarbejdere nogle ordentlige arbejdsvilkår«, er arbejdsmedicinerens budskab.
Det er et budskab, der burde brænde igennem hos alle med ansvar for et sundt arbejdsmiljø.
Helt gratis er det at starte med at respektere lærerne for deres engagement i arbejdet og sikre, at stress aldrig må blive et privat problem.
»Det siger sig selv, at det ud over et stort menneskeligt spild også er et samfundsmæssigt tab, at mennesker bliver gjort uarbejdsdygtige, når der rent faktisk kan forebygges«