»Menneske først, og kristen så«, sagde Grundtvig i den periode, hvor han var mere sværmerisk romantiker, end han var kristen. Denne proklamation annammede den grundtvigfascinerede pædagogiske verden op til 1975, hvor en pædagogiseret version antog formen: »Barnet i centrum, fagene i periferien«. Herefter var der frit løb for psykologers stormløb mod den folkeskole, hvor fagene helt naturligt måtte være i centrum, hvis skolen ellers skulle være skole, hvad den dog helst ikke skulle fortsætte med at være. I Folkeskolen nummer 21 rider psykologen John Aasted Halse på den grundtvigsk inspirerede bølge med barnet i centrum tordnende mod de arme lærere, der stadig kæmper for en undervisende skole, der uundgåeligt en gang imellem må hævde »nul tolerance«, »udelukkelse fra undervisningen«, »eftersidning« og anden uskik, der i Halses antiskoleunivers hører til fortidens spanskrørssvirpende øretæve- og stokkeepoke. I stedet for at skaffe ørenlyd og skabe undervisningstålelige forhold med afskyelig brug af panderynker og hævet stemmeleje bør læreren finde frem til, »hvad børnene skal opdrages til«. Og her kunne læreren passende indse, at den dårlige opførsel eller den uhensigtsmæssige sociale adfærd, som det vist hedder, i virkeligheden er forstadiet til den så efterspurgte videnstomme, analfabetisk kreative og innovative skabertrang, som vort samfund skal leve højt på i fremtiden. Når Halse trækker tæppet væk under den skadeligt undervisende lærer og fylder ham med ulmende skamfølelse, er det for at kunne promovere et kunstigt psykologiseret fantom af barnenaturen, der kan bane vejen for skolens endeligt og en utopisk samfundsapokalypse.