Under overskriften 'Ikke alle vejledere er vrede' udtalte jeg mig i forrige uge til Folkeskolen. Af artiklen kan man få det indtryk, at jeg ikke ved, hvad jeg taler om, når jeg citeres for at sige 'i stedet burde de have tvungen undervisning i det timeløse fag uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering'. Som alle lærere ved, er der tvungen undervisning i ovennævnte fagområder. Der findes udførlige beskrivelser i 'Centrale kundskaber og færdigheder' af, hvad man bør arbejde med fra 1. klasse. Meningen med det citerede kommer indirekte frem længere nede i artiklen, hvor jeg giver udtryk for, at skolevejlederen skal have haft eleverne i undervisningsforløb forud for vejledningssamtalerne.

For mig er en bred og alsidig undervisning i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA) forudsætningen for en god vejledning. Derfor bør hvert klassetrin have et centralt fastsat års timetal til UEA, hvor skolevejlederen er med til at tilrettelægge og gennemføre undervisningen sammen med klassens team. Den undervisning og det samarbejde, synes jeg, skal sikres frem for vejledningssamtaler i 6. og 7. klasse. For mig er skolevejlederen en central ressourceperson i arbejdet med at udvide elevernes horisont inden for mulighederne i vores samfund. Skolevejlederen bør i min verden ikke kun være en person på et kontor med computer og telefon samt en hel masse opslagsværker og farverige reklamer, men også en person, eleverne kender fra undervisningsforløb, hvor han/hun bibragte dem spændende ny viden og nye oplevelser.

Vibeke Lynge

medlem af DLF's hovedstyrelse