For at nærme sig det ideologisk fuldkomne er DLF nu parat til at pådrage folkeskolen endnu et pædagogisk tilbageskridt. Først erklærer man at ville værne om, hvad man kalder for de svage elevers restkrav på specialhjælp. En ret så besynderlig erklæring, eftersom de bogligt stærke elever åbenbart fortsat ikke skal have et tilsvarende retskrav om hjælp til at få tilgodeset deres boglige evner, langt ud over hvad folkeskolen formår det i dag. Disse afarter af homo sapiens skal fortsat være et overset kapitel, om det står til DLF. Dernæst ønsker man at strække det undervisningsødelæggende rummelighedsbegreb endnu en tand ud over lærernes smertegrænse ved at lade en klækkelig luns af den hidtidige specialundervisning omfatte af den tomme og uanvendelige undervisningsdifferentiering. Jo, for så er det nemlig pludselig den enkelte lærer, der står med ansvaret for, at de svage elever får deres retskrav opfyldt. Og for at undgå, at den enkelte lærer ømmer sig for meget herover, klistrer man et for den undervisende lærers undervisning forstyrrende element ind i modellen: En tolærerordning og noget ekstra støtte - altså ikke til de bogligt stærke, der fortsat kun skal være på tålt ophold i »folkeskolen for alle«, men til de svage. For meningen er jo, at tolærerordning og ekstra hjælp skal afvikles inden for de samme fire vægge, hvor den undervisende lærer samtidig skal prøve at gennemføre sin undervisning. At tilgodese et effektivitetshensyn og samle de støttekrævende elever i et rum for sig er selvfølgelig utænkeligt, for så ender vi jo i noget, der ligner den delte skole. Og den effektivisering ville dog være det værste, der kunne overgå den uddannelsesumulige folkeskole.