Debat
Hvem er Anders Bondo egentlig?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
DLF's hovedstyrelse sagde som forening fra over for at støtte Kirkeasyls sag. Det var nok meget klogt. I modsat fald kunne der måske være opstået en vis medlemsflugt fra DLF, da formentlig ikke alle lærere er enige i, at vores forening skal støtte en sag, der kan være højst divergerende meninger om. Og hvor der både er voldsomme holdninger og følelser involveret, samtidig med at der stilles spørgsmål ved lovmæssighedenaf foretagendet. Vores formand er som politisk, demokratisk valgt forpligtet til at følge og repræsentere de beslutninger, der er besluttet af hovedstyrelsen. Derfor undrede jeg mig højlydt over at finde Anders Bondo som officiel, kendt støtte på Kirkeasyls hjemmeside. Dermed støtter han en sag, som den forening, han repræsenterer, har sagt nej til at støtte. Mener Anders Bondo, at han kan optræde som privatperson uden at blive opfattet som formand for DLF og leder af hovedstyrelsen? Og dermed blive spændt for en sag, som den har sagt nej til at støtte. Der gives høje poster i vores samfund, hvor den politisk valgte person ikke kan skilles fra privatpersonen.
Ville Lars Løkke Rasmussen officielt kunne støtte en sag, som Folketinget har sagt nej til at støtte, uden at blive opfattet som Danmarks statsminister og leder af Folketinget, men som privatpersonen Lars Løkke? Dette har Anders Bondo valgt at se bort fra.
Og dermed skabt tvivl om, hvem han egentlig er, og hvem han repræsenterer.
Jeg vil derfor udtrykke min mistillid til vores formand og overveje mit medlemskab af foreningen.
Forkortet af redaktionen
Svar
Som det fremgår af Folkeskolens omtale af behandlingen i hovedstyrelsen argumenterede jeg selv imod, at vi tilsluttede os Kirkeasyl. Jeg er meget bevidst om min position som formand i DLF, og jeg har ikke offentligt udtalt mig på en måde, der ikke er i overensstemmelse med foreningens officielle udtalelser. Min udtalelse er givet til den såkaldte »støttekreds«, der ikke er forpligtet af noget andet end det, de selv udtaler. Støttekredsen er ikke en del af Kirkeasyl, men Kirkeasyl har et link til »støttekredsen« på sin hjemmeside. Når det er sagt, holder sammenligningen med statsministeren ikke. Jeg har ganske vist valgt ikke at melde mig ind i et politisk parti, fordi jeg mener, at det er det bedste udgangspunkt for at kunne samarbejde med alle partierne, men fordi man er fagligt aktiv, fraskrives man forhåbentlig ikke muligheden for at have holdninger til andre samfundsspørgsmål.
Anders Bondo Christensen, formand for DLF