Debat
Eftersyn – hvad vil de kigge efter?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lars Løkke Rasmussen præsenterede gammel vin på nye flasker på folkeskoleområdet i sin åbningstale. Samtlige 21 punkter har været fremsat før, og de fleste af dem er fortsat lige dårlige.
Det er heller ikke første gang, det er bebudet, at folkeskolen skal kigges efter i sømmene. Denne gang skal eftersynet være 360 grader, for som Lars Løkke siger: »Danmark er et af de lande i verden, der bruger flest penge per skoleelev. De store resurser skal selvfølgelig modsvares af en lige så stor indholdsmæssig ambition«.
I denne omgang vil jeg lade ligge, at førstepladsen i resurseforbrug bygger på en uretfærdig sammenligning. Det er jo velkendt uden for Statsministeriet, at vi i Danmark indregner flere opgaver i skoleudgiften end andre lande, og at vi har en højere ambition om at give eleverne undervisning, der er skræddersyet til dem, end blot at lade dem gå årgange om. Jeg lader det ligge, fordi det er mere interessant at se på selve det eftersyn, der skal foretages.
»360 grader« - det minder om det, man kan få på ejendomsmæglernes hjemmeside, når man klikker ind på en mulig ønskebolig. Man bliver ført rundt i rummene og kan føre kameraet 360 grader rundt og se på herlighederne. Man er placeret midt i det. Det er interessant, at regeringen vil bruge sådan en metode. Den indikerer umiddelbart, at der er tale om en anden slags undersøgelse, end vi er vant til. Ikke et lineært, overfladisk »input-output-eftersyn«, men et eftersyn, som placerer beskueren midt i herligheden - i gulvhøjde!
Det er også interessant, at regeringen vil se på den »indholdmæssige ambition« i stedet for resultater i form af for eksempel afgangskarakterer eller Pisa-sammenligninger. Det sætter jo den spændende diskussion på dagsordenen om, hvad den indholdsmæssige ambition egentlig er?
Undervisningsministerens rådgivende organ Skolerådet har på dets formandskabs initiativ sat måling af elevernes alsidige udvikling på dagsordenen. DLF har - ligesom eleverne - problematiseret, at der kigges særskilt på »kundskaber og færdigheder« på den ene side og »alsidig udvikling« på den anden side. Faglighedsbegrebet i den danske folkeskole indeholder jo begge dele, og de kan ikke skilles ad. Et kig rundt i gulvhøjde på ambitionens egne præmisser er tiltrængt. Jeg håber virkelig, at det er det, der er meningen med regeringens eftersyn.
»'360 grader' - det minder om det, man kan få på ejendomsmæglernes hjemmeside, når man klikker ind på en mulig ønskebolig«.