I Folkeskolen nummer 21 kritiseres DLF's hovedstyrelse for at have opfordret integrationsministeren til at give humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere.

Hovedstyrelsens argumentation tager sit afsæt i de asylsøgende børns utrygge opvækst i asylcentrene samt en tvangshjemsendelse til ukendte og endnu mere utrygge forhold.

Allerførst vil vi understrege, at vi - til alle tider - vil fastholde DLF som en partipolitisk uafhængig fagforening. For os er det ikke dét, der her er spørgsmålet.

Vi har - i Frederiksberg Kommunelærerforenings bestyrelse som i lærerkollegierne - vidt forskellige opfattelser af, hvad der er god udlændingepolitik.

Hvad vi derimod er enige om, er, at vi som faglig organisation mere end nogensinde er nødt til at forholde os til en bred vifte af politiske temaer, som har en direkte eller indirekte betydning for lærerne.

Det er af betydning, at børn trives. Det påvirker os, når vi ser børn blive ofre for en krig, de ikke har andel og skyld i.

Dén dialektik har også DLF en forpligtelse til at anerkende.

Det betyder, at vi som faglig organisation skal turde involvere os i en bred vifte af politiske emner, som berører og påvirker lærernes og elevernes virkelighed.

Hvis DLF ikke - af angst for at blive beskyldt for partipolitisk stillingtagen - må forholde sig til forslag om besparelser på folkeskoleområdet, eller hvis DLF ikke må foreslå en skattepolitik, som sikrer en bæredygtig folkeskole, fordi den er i modstrid med partipolitiske interesser - hvad er så vores berettigelse som fagforening?

På samme måde skal DLF naturligvis også forholde sig til politiske beslutninger, som truer børns sikkerhed og trivsel.

Forkortet af redaktionen