En ny superrationalistisk oprustning finder for tiden sted i uddannelsessektoren i form af den evidensbaserede forskning, som med Lars Qvortrup som ny dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) tilsyneladende har fundet en indflydelsesrig tilhænger (Folkeskolen nummer 22).

Problemet er troen på, at hårdtpumpet positivistisk forskning kan levere de endegyldige svar på pædagogikkens problemer.

Det påstod jeg for nylig i Folkeskolens spalter og tidligere i Information. Anledningen var indholdet af Qvortrups kronik den 1. august i Information, hvor han betegnede sig som pædagogisk agnostiker, hvilket han selv udlagde således: »Jeg foretrækker til enhver tid at vide, hvad der virker. Jeg synes ikke, at undervisningen skal tilrettelægges efter det, der tilfældigvis er stemning for«.

Heraf udleder jeg, at Qvortrup mener, at den nuværende undervisning i skolen ofte tilrettelægges efter følelser og stemninger.

Ved andre lejligheder (Information den 7. januar 2008) har Qvortrup skrevet: »Den største udfordring for os på DPU er lige nu, hvordan vi kan vende den situation og det syn, som mange lærere har på Pisa, test og elevplaner«. Den 25. januar skrev han desuden i Berlingske lidt nedladende om »drømmen om seminarie-Danmark« og »den grundvigianske ursuppe«.

Jeg tror, Qvortrups tilkendegivelser kan tages som udtryk for, at lærerens personlige overbevisning, idealer, erfaringsbaserede indsigt og professionsidentitet efter hans mening bør spille en underordnet rolle i undervisningen.

Min kritik er imidlertid faldet Qvortrup for brystet. I Folkeskolen nummer 22 skriver han som reaktion på min kritik, at jeg har misforstået ham. At han netop ikke mener, at evidensbaseret forskning alene skal vise vejen. Hvis jeg har misforstået Lars Qvortrup, er det ikke af uvilje, og jeg vil i så fald gerne undskylde. Men jeg er ikke overbevist.