På Folkeskolens spørgsmål om, hvorvidt det er lovligt eller ej, når en skoleleder eller en kommunalbestyrelse nægter en elev den undervisning, han eller hun har brug for, svarer Bertel Haarder i sidste nummer: »(.) Det er ulovligt at afvise støtte til et barn, der har et klart behov herfor, men det er ikke ulovligt at tilbyde en anden støtte end den, som er ønsket af forældrene eller foreslået af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning«. Hermed søger ministeren øjensynligt at legitimere den mere og mere udbredte praksis, at elever med dokumenterede behov for specialundervisning spises af med minimale indsatser eller det rene ingenting plus en sang fra de varme lande om inklusion.

Scharling Research kom for kort tid siden frem til, at hver tredje lærer på nuværende tidspunkt har elever i klassen, der ikke modtager støtte, selv om Pædagogisk Psykologisk Rådgivning har visiteret dem til specialundervisning. Fortsætter denne udvikling, ender det med folkeskolens nedsmeltning. Ministerens klare signal er, at han intet vil foretage sig i den anledning.

I denne situation er lærernes eneste håndtag, jævnfør forvaltningsloven, at henvise forældrene til muligheden for at klage, give dem fornøden klagevejledning og om nødvendigt bistå dem med at formulere og ekspedere klagen. Kun derigennem kan lærerne skabe det politiske pres, der skal til for at rejse den ubekvemme debat om de forhold, der fremprovokerer det eksploderende behov for specialundervisning.