Endelig ser det ud til, at der sker noget med den maksimale klassekvotient.

Både Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne vil ændre folkeskoleloven, så man ikke mere kan hælde 28-30 elever ind i én klasse.

Bestemmelsen med de 28 elever går helt tilbage til folkeskoleloven i 1957. Den er altså 50 år gammel. Alligevel er det formentlig den eneste bestemmelse, Bertel Haarder ikke har ændret gennem de seneste år.

Han mener da også, at det bliver meget ufleksibelt, hvis der ikke kan være så mange elever i klasserne.

Og der vil komme andre indvendinger.

En seminarierektor mener for eksempel, at en stor klasse med 28 elever godt kan være bedre end en mindre, fordi der så kan være tolærerordninger.

Det er karakteristisk, at folk, som taler imod indførelse af en lavere maksimumklassekvotient, ofte har ganske få aktuelle erfaringer med rigtig store klasser. Og at der ofte bruges økonomiske og ikke pædagogiske argumenter.

Faktisk har en klasse med 22 elever også brug for dele- og tolærertimer til deres projekter og praktiske fag, hvis kravene i Fælles Mål skal indfries.

Og selv om der er mange eksempler på, at det kan lykkes for engagerede lærere at få en klasse på 28 til at fungere, så tilhører klassestørrelser på 28 elever altså 57-loven og »Den blå betænknings« tid.

Det er ganske enkelt ikke rimeligt i en folkeskole i et moderne vidensamfund.

Jeg synes, at partierne fortjener ros for deres forslag, og det lyder som rigtig gode krav til en reel kvalitetsforbedring i skolen. I modsætning til ministerens monomane krav om flere test til kontrol og forsøg på kvalitetssikring ad den vej - her i sidste omgang i forbindelse med it.