Jeg er lærerstuderende, og det er jeg stolt af. Jeg er stolt af at gå på en uddannelse, der udfordrer mig fagligt og personligt. Jeg er stolt af, at jeg efter endt uddannelse kan danne og uddanne de børn, hvis skuldre Danmarks fremtid hviler på.

Hvad jeg derimod ikke er stolt af, er, at det at arbejde i den offentlige sektor - og i særdeleshed folkeskolen - gennem en årrække er blevet talt ned fra politisk side til mediernes store tilfredshed og familien Danmarks samtykke.

Når der for femte år i træk er faldende ansøgertal til læreruddannelsen, begynder Danmark at vågne op. »Nu skal der gøres noget«, og det er svært at være uenig.

Spørgsmålet er bare, om læreruddannelsen kan blive ved med at tåle hovsaløsninger? Måske var tiden moden til at se skoven for bare træer?

Det hele ændrer sig ikke ved et trylleslag, og det ændrer sig slet ikke ved at tilbyde konkurrerende læreruddannelse på universitetet. Universitetet kan ikke tilbyde den rette kobling af teori og praksis. Det kan ikke præsentere de studerende for undervisere med praksiserfaring og udbyde praktik hvert år på læreruddannelsen, med hvad det indbefatter af kommunale aftaler. Når unge vælger læreruddannelsen fra, handler det ikke om universitet kontra seminarium. Det handler om den virkelighed, som læreruddannelsen uddanner til.

Det er den virkelighed, som man skal arbejde på at ændre. Vi skal ikke bare »tale pænt om lærere«. Mudderkastningen skal stoppe, og i stedet skal et reelt samarbejde mellem politikere og inter­essenter omkring læreruddannelsen og folkeskolen genopstå. Det kræver en stor tegnebog og reel politisk vilje til at lytte på og inddrage lærerstuderende og lærere.