Bertel Haarder og andre personer, der er glade for kanonlister med fast pensum, vil uden tvivl blive glade for denne nyreviderede udgave af en omdiskuteret bogserie. Elevbogen er en gedigen tekst med noget, der skal indlæres, og en masse kontrollerende spørgsmål til teksten, som eleverne kan besvare for således at få en respons fra læreren.

Der er bare noget i måden, teksterne er skrevet på, som ikke rigtig fænger mig. Sproget er for uper­sonligt. Der er en klar afstand mellem læseren og teksten. Der er ganske vist mange steder, hvor der står "vi" eller "I", og der tales også til eleverne i spørgsmålene, men det virker didaktiserende - i stedet for at virke engagerende. Der er som regel ligefrem ordstilling, aktive verber, og teksterne er overvejende skrevet i nutid, men skifter til datid, når der skal beskrives noget fra Bibelens tid eller fra fortiden. Det forudsættes, at man ved en del om faget i forvejen, hvilket man forhåbentlig gør i 9. klasse, når de snart skal til afgangsprøve i faget. Men hvorfor så blot lægge op til korte mundtlige besvarelser til teksten? Hvorfor så ikke gå i gang med at lade eleverne skrive essays eller andre større skriftlige opgaver eller træne dem i at fremlægge noget mundtligt for hinanden? Det kan ikke være nok, at man som elev skal øve sig i at genfortælle bibelske fortællinger for hin­anden. Eleverne skal da tvinges ud i at kunne reflektere, ar­gumentere og diskutere. Det er jo i undervisning i skolen - og ikke i kirken - at faget skal praktiseres.

Det er ikke en bog, som jeg vil anbefale skoler med mange tosprogede elever. Hertil er der for mang­e kulturelle indforståetheder, som man skal kende på forhånd, især inden for kristendommen. Kristendomskundskabsserien er klart bogmarkedets mest konservative bud på en god kristen­domsbog. Så det er nok meget et generationsspørgsmål og et temperamentsspørgsmål, hvorvidt man som lærer bliver glad for bogen eller ej.