Anmeldelse

Skolestart

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Skolestart" er i vidt omfang identisk med Skolestartsudvalgets rapport fra 2006, som foreligger i en netudgave. Den er dog suppleret med et kapitel om lektiehjælp fra en anden rapport, som bogens forfattere også står bag. Reelt handler anmeldelsen derfor om Skolestartsudvalgets arbejde, som jeg anbefaler, at man sætter sig ind i.

Fakta:

Titel: Skolestart

Pris: 179 kroner

Sider: 152 sider

Type: Bog

Forlag: Kroghs Forlag

Præmissen for arbejdet synes først og fremmest at være Velfærdskommissionens og Globaliseringsrådets rapporter. De unge er for længe om at uddanne sig. Konsekvensen bliver mangel på arbejdskraft. For at få de unge hurtigt gennem uddannelsessystemet foreslås det, at skolealderen sænkes. Børnehaveklassen skal være obligatorisk. Det drejer sig groft sagt ikke længere om at skabe skoleparathed, men resultater. Det er daginstitutionerne, der skal skabe skoleparathed, hvorfor der skal mere fokus på overgangen fra dagtilbud til skole. Det bliver således ét af rapportens emner i opfyldelsen af kravet om en lavere skolealder. Men er det ikke mere naturligt at koncentrere sig om arbejdet med skoleparathed på en skole end i børnehave eller dagpleje? Den strukturerede tilgang i arbejdet på skolerne kan komme til at virke for styrende. Det rammer børnenes udvikling gennem legen.

En tidlig skoleindsats kan også mindske den negative sociale arv for børn med særlige behov, mener man. Sprogscreening ved starten af børnehaveklassen skal sikre, at undervisningen kan tage udgangspunkt i børnenes forudsætninger. Sprogscreening og test er udmærkede pædagogiske redskaber, men skulle nødig stå i centrum for pædagogikken i indskolingen. De kan være med til at indskrænke rummet for det normale og stille krav, som barnet har vanskeligt ved at overkomme. Kernen er at skabe et alsidigt stimulerende miljø for læring, læselyst og meget mere og ikke mindst rammerne for en god barndom, når det handler om skolestarten. Kunne man forestille sig en skolestartskommission med opgaven: Hvordan skaber vi rammerne for en god barndom? Det burde man.

I bidraget: "Idræt, bevægelse og fysisk aktivitet" er det en del af diskussionen. Afsnittet følges op af den forlængede skoletid i "lektiehjælp", men er lektiehjælp i skolestarten ikke blot et symptom på manglende rummelighed og for ringe normeringer?