Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Enhver, som har skolevejledning
på hjerte, må snart blive hedning
og miste sin tro på rådgivning.
Fru Tørnæs er klar med udskrivning
af endnu en ændring, som venter
de sproglige nye studenter.
For matematik skal de bare
på samme niveau lige klare
som de, der har valgt matematisk.
Den tanke er helt akrobatisk,
og mon ikke saltomortalen
gi'r nedtur, som ender på halen?
De vejledes, hvorpå de vælger.
Man føler sig som brugtvognssælger,
der nu har vejledt hele rækken
af sproglige. Katten i sækken
blev købt af dem alle. De valgte
med baggrund i det, man fortalte,
og er klar til netop den retning,
hvor de har en klar forudsætning.
Måske er den ej matematisk.
Men Ulla er jo ret fanatisk,
så straks næste år skal de starte
på mer' mat'matik. 'Bare klar' det,
og kan du ej dét, er din redning
sgu nok ikke mere vejledning'.
For her kender ingen jo dagen,
før Ulla igen går til sagen,
og solen går ned. Mørket sænker
sig tungt, når ministeren tænker ...
Jovist, hun har tænkt (blot hun ville
la' vær', sukker man lisså stille).
Hun burde nok vejledes. Dette
vil kræve, at hun dog må sætte
sig ned, turde ta' risikoen
for farerne ved dialogen,
ku' rumme vejledningsprocessen,
fortælle om, hvor interessen
for jobbet, som hun har, blev dannet
- og vejledes til noget andet.
Fru Fischer