Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Enhver interesseorganisation er volumenivrig - det er nærmest en naturlov. I Folkeskolen nummer 21 kan det under overskriften 'Skolevejledere på sidespor' udlægges, at ændringer i ny bekendtgørelse standser bestræbelserne på at blive større forbrugere af folkeskolens tid.
Arbejdet med vejledningssamtalerne i 6.-10. klasse foreslås nu gennemført af andre end skolevejlederen, og der er endnu ikke truffet en afgørelse om antallet af samtaler. Den faglige forening er bestyrtet - hvad skulle den ellers være - men ude i de danske folkeskoler breder lettelsen sig, fordi det lokalt kan afgøres, hvilke behov der skal dækkes i forhold til vejledningen om elevernes uddannelsesplaner.
Der er smæk til vejledernes faglige forening, fordi den på det nærmeste har påstået at kunne udrette mirakler i forhold til uddannelses- og erhvervsvejledning, hvis der bare bliver begyndt tidligt nok. Selv den tunge restgruppe ville få et løft.
Vejlederne står nu tilbage med 'det tabte paradis', men nægter selvfølgelig ikke at arbejde sammen med blandt andet klasselæreren. Denne er ganske vist - ifølge talsmand her i bladet - ikke kvalitativt på højde med skolevejlederen, så det lyder lidt som urent trav, at der inviteres til samarbejde med denne underforståede holdning, og det indgår samtidig i vejledernes selvforståelse, at den ny bekendtgørelse udhuler vejledningen i stedet for at styrke den.
Det er ingen personlig tilfredsstillelse at se nogen kolleger rangeret ind på et sidespor, hvis der ellers er tale om det. Hovedsporet er dog stadig ved fælles hjælp at hjælpe kommende elever ind på rette spor, men der, hvor vandene skiller, er ved den tid, der skal medgå til projektet, og ved dettes indhold. Netop indholdssiden har mange gjort ophold ved, især ved den foreslåede tidlige vejledning, og det forventes vel af den ansvarsfulde lærer, at det er forbrug af kvalitetstid, der er det afgørende.
Enhver ny aktivitet forbruger tid. Tid tages fra noget andet, og det er det forhold, der skal overvejes, inden man lader noget blive større på bekostning af andet. I det hele taget var en kulegravning af folkeskolens tidrøvere et sted, hvor man kunne sætte ind med undersøgelser, for netop i mangfoldighedens navn drejer det sig om prioritering af folkeskolens kvalitetstid.
Torben Thomsen
Aars
