Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Læse- og stavekonsulenternes Landsforening har udsendt 'Mål for læsning', der ved kritisk analyse viser sig at indeholde væsentlige fejl og mangler.
Både Undervisningsministeriet og producenterne bag de kommercielle test (udgivet af Dansk Psykologisk Forlag) og Danmarks Pædagogiske Institut har haft deres interessenter i arbejdsgruppen, men det forties. Hvilket forhold læsekonsulenter og psykologer har til skolefaget dansk med normale børn i den normale undervisning, forties ligeledes.
Indholdet bliver derefter en præsentation af, hvad ikke-fagkyndige kan finde på at påstå, når fagligheden ikke er på plads. For eksempel optrykkes et brudstykke af et planlægningsskema, som det er blevet brugt i læreruddannelsens didaktiske del. Skemaet er udfyldt med en gnidret skrift, og sproget er tilsyneladende latin. Ved nøjere granskning viser det sig, at sproget er latin-inspireret nonsens.
Lix-begrebet bringes til torvs som et relevant kriterium for danskundervisningens didaktiske mål, og helt hen i vejret bliver opgivelsen for 9. klasses vedkommende: det er Alf Ross' moppedreng til jurastudiet på universitetsniveau.
For hvert afsnit anbefales, hvad der eufemistisk betegnes 'pædagogisk evaluering', der ved nøjere eftersyn viser sig at være endnu en omgang markedsføring af de kommercielle test, der er blevet udviklet i Gentofte Kommune og i Lyngby-Taarbæk Kommune ud fra arbejdet med læse-handicappede børn. Disse test skal nødvendigvis vurderes danskdidaktisk, og som måleinstrument skal matematikken være i orden. Det danskdidaktiske niveau er plat, og matematisk er talbehandlingen helt utilstedelig.
Og som rosinen i pølseenden anbefales en type sammenkomster, der ganske enkelt ikke er lovmedholdelig - psykologen har efter gældende lovgivning overhovedet ingen adgang til elever, der ikke af deres forældre er indstillet til psykolog.
26 sider med sortekunst. Det er 26 sider for meget.
Birgitte Borgen Marcussen
Gentofte