I Grønland kan man bore ned gennem iskernen i indlandsisen og på den måde hente prøver op fra længe før vores tid og få et indtryk af livet, som det var engang.

På samme måde har sidste uges Pisa-undersøgelse leveret et unikt billede fra tiden før folkeskolereformen. Resultaterne stammer fra en periode ni måneder efter reformens start. Og det gik jo godt dengang, hvis man skal tro Pisa.

Under alle omstændigheder er der mange lærere, som i den forløbne uge kunne mærke, at skuldrene faldt ned, og blikket løftede sig mod omverdenen, forældre og politikere. For selv om det er de færreste, som tror, at Pisa-undersøgelserne giver et retvisende billede af den danske folkeskole, så er det surt at være skydeskive, når ens arbejde i al offentlighed bliver bedømt negativt - og kun kunne forsvare sig med at skyde på målemetoden.

Det er slut nu. Pisa viste denne gang heldigvis, at den danske folkeskole er placeret blandt de bedste. Det har den sikkert været længe. I hvert fald siden det første Pisa-chok fik lærerne - og forældre og elever - til at sætte ind med en mangfoldighed af forskellige indsatser, som langsomt og sikkert har båret frugt.

Nu må Pisa-hysteriet da klinge af og give plads for en samtale om, hvordan vi løser nogle af de virkelige problemer i folkeskolen.

Den vigtigste overvejelse i forhold til Pisa er nemlig ikke, om Pisa måler korrekt. Problemet er, at politikere og befolkning har taget Pisa som et sandhedsvidne på, hvilke resultater der kommer ud af den danske folkeskole.

Det svarer til, at man bedømmer et menneskes værdi ved hjælp af et termometer. Det kan man ikke - og det kommer man aldrig til at kunne, selv ikke hvis termometeret er ufejlbarligt. At et termometer så kan være en nyttig indretning, er en anden sag.

Det ulykkelige er, at de dårlige resultater i Pisa åbnede en slagmark, hvor politikere og andre, som ikke ved noget om undervisning, har rykket deres hære og mandskab ind. De har kæmpet for retten til at bestemme inde i selve kernen af, hvad der foregår i skolen, og argumenteret med, at lærerne jo ikke selv har kunnet klare det.

Med den begrundelse har de dikteret læringsmål, læringsplatforme og diverse kommunale projekter, som skal »hjælpe« lærerne med at forbedre elevernes resultater.

Lærerne selv har været i defensiven og haft svært ved at erobre terrænet, fordi de er blevet slået tilbage ved hjælp af Pisa-resultater. Alt for få har lyttet, når DLF og lærerne har stillet sig op og fortalt, hvad der skal til for at drive en god skole. For lærerne har set med offentlighedens øjne stået på en vaklende platform.

Nu må lærerne ranke ryggen og kræve retten til, at der bliver lyttet til deres professionelle stemme i debatten.

Lærerne har leveret. Så nu gider vi ikke høre mere om Pisa. 
God jul.