Nu slutter det mest sindsoprivende år i folkeskolens og lærernes historie i nyere tid. Når man ser tilbage på det, kan det virke helt surrealistisk. Hvem havde forestillet sig, at kommunerne ville lukke lærerne ude fra deres arbejdsplads i 18 dage? Hvem havde troet, at Folketinget ville gennemføre et indgreb, som cementerede arbejdsgivernes krav?

Sådan blev det ikke desto mindre.

Men man kan også vende det om: Hvem havde troet, at lærerne i 18 dage ville stå morgen ud og morgen ind i T-shirts og fryse en vis legemsdel af, mens de vinkede til dem, der tog på arbejde? Hvem havde tænkt på fantasifulde aktioner som daglige maratonløb, strikning af halstørklæder til træer, isdukkerter og Ziegler-briller?

Det, som bar igennem, når håbløshed og fortvivlelse meldte sig, var sammenhold. Lærere tror på fællesskab og demokrati, og det kunne alle forvisse sig om ved vejkrydsene om morgenen.

Folketinget talte, og lov 409 blev vedtaget.

Lige nu sidder lærere over hele landet til møder i faglig klub og diskuterer, hvordan hverdagen så kan blive:

Hvornår kan jeg hente børn? Skal vi gå efter puljer, så vi får noget tid hjemme - selv om det bliver mindre end før? Eller insistere på at være på skolen, sådan som loven lægger op til? Hvordan skal man finde ilt til at forberede sig, når man har undervist seks lektioner? Hvor skal vi være alle sammen? De spørgsmål og mange flere stiller lærerne på Hældagerskolen, hvor Folkeskolen var på besøg.

Vejen til en ny hverdag

Men køen med spørgsmål er meget længere end den med svar. Og svarene kan endda være forskellige. Høje-Taastrup går efter fuld tilstedeværelse og ingen puljer. Det er - som kredsformanden siger - en stor kulturændring, at det nu er lærerne, som kræver at være på skolen i hele arbejdstiden. Men lærerne frygter, at hjemmearbejde bliver uendeligt arbejde. Aarhus har valgt at forhandle sig til begrænsede puljer med klare retningslinjer.

De konkrete løsninger kan være forskellige og ændre sig over tid. Det vigtigste er, at svarene findes i fællesskab og åbenhed. Der vil være kameler, som skal sluges. Men lærerkollegiet må strikke sig godt sammen og blive enige.

Den enkelte skal ikke stå alene i et blæsende vejkryds mellem egne forventninger, forældrepres, flere timer og mindre forberedelse. Det skal tackles i fællesskab.

Det bliver aldrig som før. Men sådan har det sådan set altid været. I alt nyt er der også muligheder. Det kan være svært at få øje på dem. Men de skal nok være der …

Glædelig jul og godt nytår.