Debatten om skolelæreres indsats og tilstedeværelse på skolerne blusser på ny op med Aarhus-aftalen/-historien. Hvis kravene til vi lærere forandres, så kan vi med rette have forventning om tilsvarende forandringer i relation til arbejdspladsens indretning. Hvis det tilstræbes, at vi lærere skal have arbejdstid i stil med det private erhvervsliv, så kan vi passende forvente, at nogle af de privatansattes goder også tilfalder os. Jeg er bekendt med, at ikke alle privatansatte har fryns og fleksibilitet - specielt ikke på efterdønningerne af finanskrisen. Vi har et af de vigtigste job i samfundet. Jeg håber ikke, at KL og regeringen spiller hasard med den danske lærerstand. Uden os - ingen vækst.

Som kommunalt ansat lærer er jeg glad,

for på lærerværelset smører jeg selv min mad.

Transporten til jobbet klares med et smil ­
- den foregår nemlig på cykel eller i min, selvbetalte, bil.

Elevernes forældre ønsker et opkald, når de har fri.

Den klarer jeg også på min egen, selvbetalte, mobil.

Når julen skal fejres, og sommerferien kommer,

så graver jeg igen i egne lommer.

Jeg betaler selv for festen,

men hvad dælen, jeg er jo også gæsten.

I idrætsundervisningen hopper jeg i mit eget tøj og egne sko,

naturligvis betalt af mig selv, for økonomien er go'.

Når alt dette er sagt, så ønsker jeg mig ikke i en anden dragt.

For jobbet med børn, der vokser til,

er den meningsfulde brik i mit jobmæssige spil.

Med 15 år på min lærerbag så er jobbet med ungerne stadig en vigtig sag.

For en stund glemmer jeg alt om høj løn, fri telefon og bil,

men glæder mig over, at jeg møder på jobbet med et smil.