I begyndelsen af september var 1.200 forskere samlet i Lyon for at diskutere naturfagsundervisning. Der blev holdt over 500 præsentationer af forskningsresultater. Men i modsætning til mange af vore nationale konferencer var der ikke skyggen af lærere eller elever. På de utallige grafer var de dog rigt repræsenteret. Det så flot ud, ligesom konklusionerne så ud til at kunne have stor virkning på folkeskolens naturfagsundervisning. Alligevel var der en lille orm, som gnavede. Nogle gange bliver der overanalyseret derud, hvor det ikke giver meget mening for en travl lærer eller for folkeskolen som helhed. Mange undervisningssituationer var videofilmet og analyseret efterfølgende. Udgangspunktet var ofte, at alt, hvad læreren gør, er et resultat af didaktiske valg. Men ... Når man har så mange lektioner, er alt ikke valg. Meget er noget, man gør. Forestil dig følgende: Videoen viser læreren, som går hen til en gruppe, der arbejder med et fysikforsøg, og spørger, hvordan det går. Efterfølgende kan der tolkes på mangt og meget: Hvorfor var det en dreng, du henvendte dig til først? Hvordan blev der fulgt op på de nøglebegreber, forsøget skulle vise, og hvilke af elevernes hverdagsforestillinger kom i spil i dette forsøg? Der kunne stilles mange flere spørgsmål, men det store spørgsmål er nok, om ikke mange af os forskere skulle lave projekter, som ikke ser på lærere og elever, men hvor lærerne og eleverne får følelsen af at være med? Projekter, hvor skolen ikke kommer med, når der er givet midler, men også er med til at beskrive projekterne, inden der søges midler. Det kunne måske være med til at give lærere og elever mere medejerskab i de mange gode forskningsprojekter frem for at reducere dem til forskningsobjekter.