Skolernes brug af medier har været det nok vigtigste emne i debatten omkring fremtidens læring og skolekultur. Det, som har været slående i debatten, er, at man stort set altid har talt om integration af it (informationsteknologi) og digitale teknologier - selv når man diskuterer computerspil, YouTube eller nye medier.

Det, som er problemet med, at vi i så høj grad fokuserer på »it« frem for »medier, er, at vi anlægger et teknologiperspektiv på mediekulturen. Vi tænker simpelthen medier som teknik og forvrænger perspektivet på skolernes mediebrug.

Medier er ikke kun nye værktøjer, men også måder, hvorpå vi forstår og navigerer i verden - og noget, som har været en del af vores og skolernes virkelighed i over 100 år. Film har vænnet os til at se og fortolke verden gennem et kamera, tv har givet os et vindue til alverdens kulturer, og nettet har opløst læringshierarkier og gjort det muligt interaktivt at gå på virtuel opdagelse i verden.

For at forstå og anvende de potentialer, der eksisterer i mediekulturen, er vi nødt til at udvikle et helt andet udsigtspunkt, og i den sammenhæng er den måde, hvorpå vi italesætter emnet i den politiske og kulturelle offentlighed, absolut ikke ligegyldig.

Begreber og sprogbrug er også fortolkningsskemaer, som er med til at præge vores mediebrug. Dominansen af et begreb som »it« er med til at forenkle mediernes komplekse potentialer, og vi udvikler i forlængelse heraf didaktikker bundet til værktøjsorienterede skolelogikker.

Er det ikke snart på tide, at skolen lader sig inspirere af den viden, der produceres med og i medierne?