Skal man le eller græde? Nu har Skolerådets formandskab i årevis tæppebombet lærerne med anbefalinger om tiltag, som byder lærerne inderligt imod: Obligatoriske nationale test med offentliggørelse af testresultater, skriftlige individuelle elevplaner til alle elever i alle fag, meget mere evaluering og dokumentation, centrale, niveaudelte »læringsmål« med mere testning, opdeling af lærerne i grupper med forskellige kvalifikationer og så videre. DLF har gang på gang forsøgt at komme i dialog med dem og deres politiske bagland, men har mødt en mur af ligegyldighed eller det, der er værre. Forskningen er blevet ignoreret. Lærerne skulle ikke tro, de var noget, og da slet ikke deres fagforening. Kommandersergenterne hersker i folkeskolen anno 2011.

Nu kommer formandskabet så hjem fra Canada og fortæller, at de har set noget fantastisk: Et højtydende skolesystem, hvis succes bygger på bottom-up-tænkning, hvor lærerne - og deres fagforeninger - indtager en afgørende position som centrale medspillere i udviklingen af skolen.

Men der skal være større glæde i himmelen over én synder, som omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænger til omvendelse (Lukas Evangeliet 15.7). Navnlig når denne ene står ved den almægtige undervisningsministers højre hånd. Lad os håbe, at ministeren lytter. Man skal le, skal man.