»Desværre, det blev dig. Hvorfor kan vi ikke rigtig forklare, men du passer ikke ind her«. Sådan var beskeden til mig for halvandet år siden efter 26 år som lærer.

Der er lige nu fokus på de nyuddannede, der har svært ved at få arbejde. Det er synd og urimeligt og selvfølgelig frustrerende for de unge. Ingen bør stå i sådan en situation.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at det også er synd for os »ældre« arbejdsløse lærere. Hvor de unge ofte er på et sted i livet, hvor de er mobile, energiske og måske knap så økonomisk afhængige, er vi andre på mange måder bundet på andre ledder.

Vi har alderen imod os, har ikke de unges sidste nye input at fyre af til en ansættelsessamtale. Vi er stavnsbundne af den bolig, vi sidder i, kan ikke bare bryde op og da slet ikke tænke på at læse videre, for hvordan skulle der være råd til det?

Vi har erfaringen, javel. Og den er vel guld værd? Men forestil dig, hvis alle de fine udtalelser i dit cv i stedet for at være befordrende tværtimod får den modsatte effekt: »Hvis han er så god, hvorfor blev han så fyret? Der må være noget andet .«. Man føler sig ofte mistænkeliggjort ved en jobsamtale. Ikke så underligt, måske. Og et ansættelsesudvalg kan jo ikke forventes at gennemskue en ansøger under en halv times samtale.

Jo, vi har det også hårdt, vi »ældre« arbejdsløse. Frygten for at skulle gå fra hus og hjem efter de to års dagpenge hænger konstant over os. Muligheden for at opdatere sin uddannelse er begrænset, og omskoling er et stort spring, når man nu synes, at det er lærer, man »kan«.

Og hvad ofrer vi ikke for at finde bare den mindste smule arbejde for at holde os fast i branchen? Jeg har prøvet at køre 250 kilometer om dagen i fire måneder for at passe et vikariat.

Ingen misunder en arbejdsløs, det ved jeg godt. Det er der bestemt heller ingen grund til.