Personligt har jeg fundet det skamfuldt, når min løn steg meget mere end de lavtlønnedes.

Også denne gang fik kongressen besluttet at gå ind for procentvise lønstigninger til alle i KTO-samarbejdet.

En bekendt af mig, der tjente cirka dobbelt så meget som jeg, men som også er dækket af KTO's aftaler, fik ved seneste overenskomst samme procentvise lønstigning som jeg, men altså dobbelt så meget i kroner og øre, og således medvirkede min forening i samarbejdet med KTO til yderligere at uddybe indkomstforskellene i Danmark.

Nu er vores formand vel ikke dækket af samme overenskomst som resten af os, men en beskeden lønfremgang på to procent ville give Anders Bondo Christensen cirka 20.000 mere om året, mens en lærer med en månedlig indtægt på 32.000 ville få godt 7.700 mere om året. Min bekendt ville få cirka 15.500. Næste gang ville forskellen uddybes endnu mere.

Hvordan kan vi med god samvittighed fortsat støtte en udvikling, der for hver lønaftale uddyber indkomstforskellene, samtidig med at vi har resolutioner, holdninger og beslutninger om vores medansvar for at bevare velfærden i landet?

Jo, jeg ved godt, at formanden i forhandlingerne først og fremmest skal se på medlemmernes kår, men i det lange løb vil netop lærernes kår relativt forringes, hvis vi fastholder procentvise lønstigninger blot for at sikre, at vi på kort sigt får vores gode del.

Vel er der kun få af vores medlemmer, der har lønninger på 50.000-70.000 om måneden, men de findes, og jeg tvivler på, at de støtter udviklingen mod stadig større forskelle. De vil selvfølgelig heller ikke protestere, når de får deres gode del af puljen.

Ikke mange lærere tjener under 18.000 om måneden, men det gør andre inden for KTO. 18.000 ville med de to procent få en årlig stigning på godt 4.300 kroner.

Har Dennis Kristensen ikke en pointe, når han foreslår en anden fordelingsmåde end den procentvise?

Svar

Det fremgår af Stine Prestons indlæg, at det er meget usolidarisk at være tilhænger af procentvise lønstigninger. Så enkelt er det ikke.

Til almindelig oplysning vil jeg bemærke, at formandens løn bliver konkret vedtaget på kongressen og bliver reguleret med den almindelige reguleringsprocent.

Procentvise lønstigninger har den fordel, at de fastholder en lønudvikling i forhold til prisudviklingen. Det er det, der i praksis afgør, om vi fastholder reallønnen.

Det har ikke altid været sådan, at de generelle lønstigninger blev givet som procentvise lønstigninger. I nogle perioder har de generelle lønstigninger været givet som ens stigning i kroner og øre. I de perioder er lønforskellene mellem ufaglærte grupper og eksempelvis lærergruppen blevet gradvis mindre. Dermed har det i mindre og mindre grad kunnet betale sig at uddanne sig. Det er efter foreningens opfattelse en forkert udvikling. Det er vigtigt, at det kan betale sig at uddanne sig - også lønmæssigt.

For alligevel at tage højde for den problemstilling, du rejser, har der i KTO ved nogle overenskomster været afsat særskilte lønpuljer møntet på de grupper, der har et lønefterslæb. Det skete eksempelvis ved overenskomsten i 2008. Det er efter min opfattelse en bedre måde at løse skævheder i lønniveauerne på.

Gordon Ørskov Madsen, formand for overenskomstudvalget, DLF