Yd mere - tjen mindre! Sommeren er forbi nu, og det er finanslovssæson. Finansministerens budskab til os er så klar en provokation fra en arbejdsgiver, at der må ligge noget helt andet bagved end en storslået mangel på empati eller begavelse.

Er det magtens sprog? »Uanset hvad jeg siger, så får jeg ret .!«

Cirka 1.100 lærerstillinger forsvandt hen over sommeren. Nogle kolleger har været udsat for en fyring, andre er pensioneret eller har søgt andre græsgange, og de tilbageblevne skal udfylde hullerne. Yd mere. Tomhændede står vi tilbage og kan slet ikke følge med. Tilsyneladende er det kun DLF, der er foruroliget. Andre har jo også deres at kæmpe med.

Reallønnen rammes. Tjen mindre.

Til næste år kommer der endnu et hug. 2011-budgetterne er begyndt at tælle ned til endnu en koldstart på et nyt skoleår.

De lokale politikere bruger sproget anderledes end finansministeren. Et unisont kor lyder fra en del af landets borgmestre: Lærerne kan godt lige tage yderligere en lektion på skemaet. De beroliger os: Vi kommer ikke til at arbejde mere, for så forsvinder andre opgaver (læs: forberedelsestid). Yd mere.

Andre taler om solidaritet. Hvorfor skal lærerne ikke rammes? Alle må bidrage, og det går virkelig ikke bare bevidstløst at bruge løs af de fælles penge? Tjen mindre.

Der er stribevis af andre eksempler på sproglige fordrejninger, der skal camouflere en ubehagelig sandhed om et kommunalt eller statsligt spareforslag. Mange lærere kender sikkert den lidt snavsede fornemmelse, man får, når man bliver udsat for det.

Derfor er det forfriskende, når vores forening kan spule snavset af sandheden, sådan som der - endelig - har været nogle gode eksempler på i den seneste tid. Det har en enorm betydning, at ens fagforening formulerer det, man selv har på hjerte. Det kan man bruge, når det er nødvendigt at følge ordene op med handling.

Finansministerens magtfuldkomne retorik er i det mindste ærlig snak. Her er modargumenter alene spild af tid. Der skal mere til.

Jeg er i familie med en håndværker, som engang midt i en julefrokost med endnu en runde om folkeskolen med tydelig træthed i stemmen sagde: »I lærere snakker og snakker, men gør I noget ved det?« Den sad! Ordene skal følges op.

Lærerne i Vordingborg - respekt! - er udsat for en arbejdsgiver, der taler magtens sprog og fører kamp mod sine egne ansatte. Forløbet viser, at når ord ikke er nok, så skal der handling til.

Finansministeren, budgetterne og borgmestrene siger det klart: I det kommende år bliver lærerne i flere andre kommuner udsat for lige så alvorlige situationer som lærerne i Vordingborg.

Det er vigtigt, at vi sætter alle sejl til i forhold til at få sandheden på bordet. Men det rækker ikke. Måske skal vi i den kommende tid sætte ord på de handlinger, der skal til, for at skolen og jobbet kan overleve i en ny lavprisvirkelighed. Vi må fjerne de opgaver, politikerne ikke tør fjerne. Det bliver for dyrt at have illusionen om folkeskolen med som blind passager.