Et resultat af 70'ernes revolutionære studenteroprøreres destruktionstrang var undermineringen af al autoritet i samfundet. Herunder af lærernes i folkeskolen. Og den autoritet har lærerne ikke genvundet siden blandt andet takket være den pædagogisk/psykologiske ekspertises vilje til at dyrke videre på fortidens autoritetsundergravning. I 1993 indrettede man så folkeskolen så tilpas fagtom og fagligt læringsopløsende, at den autoritære lærer kunne lægges for had. Når savnet af autoritet ødelagde for meget af undervisningen, sendte man eleverne ud i gruppebaserede projektarbejder. Og herefter kunne man så gøre et nummer ud af påstanden om, at livet i de mest forskelligartede fællesskaber udviklede nogle hidtil usete kompetencer i demokratisk og social adfærd, medens tiden gik med fagtomt, tværfagligt tidsfordriv. Nu trænger selve den skinbarlige faglighed sig igen på som et levn fra fortiden. Men nu mangler lærerne den for undervisningen nødvendige autoritet i klassen. Og så kompenserer man for lærernes nedbrudte autoritet ved at placere uuddannet arbejdskraft ude i klasserne. Og den frydefuldhed, hvormed denne ordning bliver hilst velkommen blandt skolefolk, understreger kun, hvor langt udeltheden har presset folkeskolen ud i den rene ligegyldighed. Den rigtigt autoritære klasseundervisende lærer er nu spaltet op i en ydmyget fagundervisende person og en ordensopretholdende ufaglært suppleant. Og så slipper man endnu en gang for i nogen tid at skulle indrømme udelthedens umulighed. Men lærerens situation er altså nu foruden at være berøvet respekt og autoritet også at være ydmyget i sin professionalitet.