I Folkeskolen nummer 21 kritiserer Mikkel Ilve, at DLF arbejder mod bruttolønsordninger. Det er kun delvis rigtigt.

Først og fremmest skal det slås fast, at arbejdsredskaber skal finansieres af arbejdsgiveren. Når vi taler om personalegoder, drejer det sig om personlige goder, som man kan anskaffe og samtidig opnå en skattefordel ved.

Der findes i dag en række lokale aftaler om bruttolønstræk for personalegoder. De begrænser sig til at omfatte løntræk på den lokalt aftalte del af lønnen. Udgangspunktet har været, at vores medlemmer skal være omfattet af de samme vilkår og goder som andre grupper.

Det nye er, at det nu bliver muligt at indgå lokale aftaler, som også omfatter bruttolønstræk på de centralt aftalte løndele - altså også lærernes grundløn. KL udlægger samtidig teksten sådan, at hvis man ikke åbner op for aftaler med centrale løndele, så kan man ikke opretholde de eksisterende aftaler. Her er vi uenige. DLF ønsker, at disse aftaler skal kunne fortsætte som hidtil uden dermed at åbne op for løntræk på centralt aftalt løn. Derfor har vi henvendt os til KL for at finde en løsning. Centrale løndele bør efter foreningens opfattelse ikke indgå. Der skal være en grænse for naturalieaflønning.

Det kan udlægges som en begrænsning af det frie valg. Men reelt frit valg ville jo opstå, hvis vi alle får en reel løn, betaler vores skat og derefter bruger vores penge, som vi vil. Lige nu er der ikke frit valg for eksempelvis arbejdsløse og studerende. De kan ikke opnå nogen som helst skattefinansierede personalegoder.

DLF afskærer ikke medlemmerne fra at opnå personalegoder via bruttolønstræk - men vi ønsker at afgrænse det, så det alene kan omfatte de lokalt aftalte løndele.