Debat
DLF og pensionisterne?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg har før ferien prøvet at få en polemik i gang omkring DLF's rolle for pensionisterne. I den forbindelse har jeg sendt indlæg til Folkeskolen, hvor svarene stort set har været af typen goddag-mand-økseskaft. Måske var min fejl her, at jeg benyttede lidt af den grovkornede nordjyske humor, som ikke alle forstår. Derefter sendte jeg en personlig e-mail til samtlige hovedstyrelsesmedlemmer, men helt uden at modtage svar fra nogen som helst!
Når så mange pensionerede lærere bliver i DLF til et reduceret honorar, så må der være en grund. Umiddelbart vil jeg mene, at vi også som pensionister har behov for at sikre en udvikling i vor pension og vore vilkår generelt, og der er efterhånden kun DLF til at gøre det. Man leder forgæves efter en oversigt over politiske indsatsområder for pensionisterne. Man leder forgæves efter tilkendegivelser af, hvilke udvalg der holder fokus på denne gruppe. Frem for alt mangler man information om, hvad DLF har tænkt sig, hvad de politiske mål er, samt hvilke succeser og fiaskoer man har haft?
På DLF's hjemmeside finder man formuleringen:
Forhandling af pension.
DLF er din forhandlingsberettigede organisation. Når man forhandler løn, kan det have en afsmittende virkning på din pension.
Det forekommer mig at være en totalt uforpligtende og ikke-sigende formulering, som tillader DLF at lade hvad som helst passere. Det kan man ikke være bekendt over for fraktion 4, som dog betaler et større millionbeløb til foreningen. Kun en bagatel heraf går til kredsene, som så laver lidt arrangementer (i Frederikshavn giver vi 1.100 kroner, hvoraf de 200 er til kredsen), men det er vel lovlig dyrt at betale 1.100 for en julefrokost?
Af og til er der lidt fremme om kurser, som nogle håndfulde pensionister kan melde sig til. Undskyld, men er det en fagforenings primære opgave at arrangere lidt sammenrend med nostalgisk sing-a-long? Hvad med 80-procent-reglen? Hvad med kommunale aftaler om aktiviteter/goder for pensionerede medarbejdere (det kaldes ældrepolitik). Hvilke overvejelser har man gjort sig efter udmeldelsen af Statpensionisternes Centralforening, SC - hvad har man vurderet, at DLF kunne gøre bedre end SC? Dette blot for at medtage nogle få ting.
Forkortet af redaktionen