Bogen præsenteres i pressemeddelelsen som en hård kritik af folkeskolens overlevelsesmuligheder i fremtidens samfund med skitser til, hvilke former fremtidens skoler kan få. Og der garanteres vægt bag ordene, for de er formuleret af "Danmarks fremmeste ledelsesprofessor, Steen Hildebrandt, og landets førende professor i undervisning og skoleformer, Per Fibæk Laursen".

Det er selvsagt med store forventninger, man kaster sig over bogen efter sådan et løfte. Men jeg må sige, at jeg blev skuffet.  

Målgruppen forekommer noget diffus. Forfatterne nævner dog nationale og lokale politikere, der gennem læsning af bogen skal føle sig foranlediget til at iværksætte en reformering af folkeskolen, så den kan forandre sig fra industrisamfundets til vidensamfundets skole. Den siddende regerings reformer har peget i den forkerte retning - det argumenteres der overbevisende for i forlængelse af og i overensstemmelse med mange andre teoretikeres og debattørers analyser.

Skoler og lærere fremhæves for deres faktiske bidrag til en sådan forandring de sidste 30-40 år. Nu er tiden inde til reformer, der udvider rammerne for forandringsprocessen, så mangfoldighed, fleksibilitet og variation kan få endnu bedre vilkår i skolen. Den efterhånden udbredte forenkling og karikering af "reformpædagogikken" gentages. Det er vanskeligt at se den store forskel på forfatternes vision om at betragte elever/børn som mennesker, der skal inddrages og ikke opdrages, og så en seriøs nyfortolkning af det reformpædagogiske tankegods og dets praksisser.

Ledelsesforståelsen får hårde ord med på vejen: "Det er, som om ledelse er et område, som alle bare kan invadere og forurene med vulgære tilgange og formuleringer. Der er ingen grænser for, hvad man kan møde af uhyrligheder inden for ledelsesområdet". Heroverfor bør ethvert individ, enhver organisation og institution påbegynde en realisering af det højeste fremtidige potentiale gennem tillid, relationer og dialog. 

Forfatterrøsten er et "vi", som både er forfatterne selv, samfundet, skolen og institutionerne. Den altomfattende brug af "vi" gør det vanskeligt at identificere, hvem der har hvilket problem, hvem der leverer hvilke forståelsesformer og analyser, og hvem der har ansvar for at gøre hvad. 

"Det sker faktisk". Ofte henviser fremstillingen til det, der sker og er sket i skolen gennem en årrække i forhold til forfatternes vision, men der gribes ikke eksplicit fat i erfaringsgrundlaget med henblik på at identificere potentialer. Andre gange henvises der anonymt og aktørløst til noget, der vil ske i fremtiden. Og endelig andre gange handler det om noget, "vi" må få til at ske. Det er vanskelig at få øje på, hvilken udviklingsdynamisk forståelse forfatterne læner sig op ad.

Endelig fremstår bogen som noget usammenhængende, hvert kapitel fremstår næsten som en selvstændig artikel, og der forekommer mange gentagelser.

Men jeg deler forfatternes ønske om reformer af skolen. Måtte politikerne lade sig inspirere af bogen, om end argumentationen hverken er ny eller specielt dybtgående.