Anmeldelse
Blomsten og bien
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Under overskriften "Blomsten og bien" er der ved inddragelse af omkring en snes kunstværker sat fokus på emner som kys, kærester og kærlighed. Projektet er målrettet de 6-12-årige, det vil sige elever i indskolingen og på mellemtrinnet.
Som introduktion er der udformet et lettilgængeligt materiale, der vil kunne anvendes i forbindelse med besøg på udstillingen, men også uden, hvis man nu skulle sidde med en 4. klasse i dansk eller billedkunst langt fra København. Ud fra materialet er der tale om et dyk i den klassiske, vestligt orienterede kunsthistorie.
Over et spænd på 500 år er der fundet skulpturer og billeder til belysning af emnet. Nøgne kroppe i form af klassiske skulpturer, plastiske afstøbninger fra 1960'erne og farverige billeder med relation til ægteskab og kærlighed indgår i de udvalgte værker.
Set med danske øjne forekommer ideen at være nærværende, kærlig og oplagt. Men hvis jeg skulle forberede et besøg på udstillingen med børn fra kulturer, hvor kropslighed, kærlighed og frisind tolkes anderledes, tror jeg, at jeg som lærer ville tænke mig om en ekstra gang. For det kræver respekt og kulturel forforståelse at forholde sig til et emne som det her beskrevne, de gode intentioner til trods.