Sophias chefideolog Per Kjeldsen peger i Folkeskolen nummer 20 på en væsentlig og virkningsfuld mekanisme til at holde liv i en nok så umulig folkeskole. Man gør brug af eufemismer. Et eksempel: Folkeskolen stønner under den ekstreme rummelighed. En rum tid lykkes det at bilde folk langt ind på folkeskolens lærerværelser ind, at rummeligheden i virkeligheden er gavnlig for såvel de bogligt svage som stærke. Det styrker jo indlæringen, når de mest ekstreme forskelligheder er samlet i stort tal inden for de samme fire vægge. Dyngevis af artikler i dagspressen såvel som i Folkeskolen har imidlertid vist denne usandheds korte levetid. Rummeligheden viser sig, hvad enhver med eller uden pædagogisk baggrund kan sige sig selv, at være til skade for undervisningen. Og da rummeligheden er en direkte og logisk konsekvens af udeltheden, så nogen faresignalerne: Et angreb på rummeligheden er et angreb på folkeskolens lovgrundlag. Altså må man dæmpe angrebet på rummeligheden for derved at dæmpe angrebet på folkeskolen. Og så dukker den magiske brug af eufemismen op. Man omdøber rummelighed til »inklusion«. Og som Per Kjeldsen så rigtigt beskriver det: Straks ændres ordet, så det pludselig signalerer noget positivt. Det ødelæggende får et akademisk snit over sig. Og freden sænker sig igen over den rummelighedsplagede folkeskole. Med en eufemisme har man for en tid bekæmpet og lagt låg på nogle græsseligt kætterske virkelighedstro undergrundstanker om, at det er folkeskolens indretning, der betinger den almindeligt beskrevne uddannelsesforringelse hele vejen op gennem uddannelsessystemet.