Det er overraskende, at klare svar på fire spørgsmål fra Christine Antorini om regelsættet vedrørende specialundervisning kan give anledning til spørgsmål om lovlighed (lederen i Folkeskolen nummer 21). Jeg har svaret på de rejste spørgsmål, at kommunalbestyrelsens beslutninger om bevillinger skal træffes ud fra saglige hensyn, herunder hensynet til skolens behov for specialundervisningsresurser. Det kan næppe udtrykkes mere klart, at folkeskolelovens regelsæt ikke giver mulighed for at afvise specialpædagogisk støtte alene med henvisning til manglende økonomi.

Folkeskolen er et kommunalt ansvar, og hvis kommunalbestyrelsen ikke overholder folkeskolelovgivningen, kan der klages til Statsforvaltningen.

Der rejses kritik af, at jeg påpeger, at skolelederen er den ansvarlige for prioritering af skolens resurser i relation til den enkelte elev inden for de rammer, der er givet af kommunalbestyrelsen - og der spørges, om det er lovligt, hvis en skoleleder eller kommunalbestyrelse nægter en elev den undervisning, han eller hun har brug for.

En skoleleder skal lede sin skole, og det betyder blandt andet at træffe sagligt begrundede beslutninger i en række forhold, herunder beslutninger om støtte til det enkelte barns undervisning. Skolelederens beslutning træffes på grundlag af en pædagogisk-psykologisk vurdering og efter samråd med forældrene, men der indgår også andre hensyn, herunder skolens muligheder for at imødekomme elevens undervisningsmæssige behov. Det er ulovligt at afvise støtte til et barn, der har et klart behov herfor, men det er ikke ulovligt at tilbyde en anden støtte end den, som er ønsket af forældrene eller foreslået af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Skolelederen vurderer, hvilken støtte eleven skal tilbydes på skolen, eller om der eventuelt skal ske henvisning til en anden skole. Forældrene kan klage til kommunalbestyrelsen over skolelederens afgørelse, og kommunalbestyrelsens afgørelser kan i visse tilfælde påklages til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.