Debat

Tid til medlemsdebat

Så er det tid til medlemsdebat om Overenskomst 05

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foreningen har udsendt tre debatoplæg om Overenskomst 05. Oplæggene dækker henholdsvis det kommunale, det amtslige og det statslige område.

De tre oplæg er på alle væsentlige områder i overensstemmelse med hinanden. Det vil sige, at det er de samme krav, der foreslås fra hovedstyrelsens side i forhold til løn og arbejdstid, men da det er tre forskellige arbejdsgivere, der forhandles med, er de aftaler, der indtil nu er indgået, ikke helt identiske. Der er detaljeforskelle på både de aktuelle lønaftaler og arbejdstidsaftaler.

Det kommunale område er langt det største område.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Her forhandler vi på vegne af cirka 65.000 ansatte i folkeskolen, hvoraf en del tilhører specialgrupper. På det amtskommunale område er antallet 2.250 ansatte, der fortrinsvis arbejder på amtets observations- og heldagsskoler samt skoler for vidtgående specialundervisning. På statens område har vi cirka 625 medlemmer, der hovedsageligt er ansat på private gymnasiers grundskoler, Røde Korscentre og på Danmarks Pædagogiske Universitet og i Undervisningsministeriet.

Det ligger i kortene, at foreningen i den aktuelle debat om løn og arbejdstid tager udgangspunkt i vilkårene for lærerne i folkeskolen, som jo udgør langt den største gruppe.

Det ville være tåbeligt at bortforklare, men det skal med i forklaringen, at de andre områder ikke er glemt af den grund.

Mens medlemsdebatten om kravopstilling til Overenskomst 05 kører på skolerne, afholdes der møder i foreningen med de tillidsvalgte på det amtslige og statslige område samt med de faglige foreninger under DLF, der måtte ønske det.

Målet for debatten er selvfølgelig, at alle skal have en mulighed for at blive hørt.

Der er således ikke noget i vejen med ambitionsniveauet. Alligevel er der ikke grund til at tro, at træerne vokser ind i himlen.

Vi har en særdeles udfordrende overenskomst foran os. Ud over at forhandlingerne vil komme til at foregå på en helt anden måde på grund af den »omvendte« forhandlingsmodel, så har vi selv så at sige sat alle vores eksisterende vilkår til diskussion. Med udgangspunkt i lærerarbejdets særlige karakter, som det er beskrevet i vores professionsideal, har vi stillet krav om både en ny arbejdstidsaftale og en ny lønaftale.

Alene på den baggrund er der rigeligt at tage fat på i medlemsdiskussionen, men forhåbentlig bliver der også plads til alle de andre emner, der trænger sig på både dem, der er nævnt i debatoplægget, og dem, der dukker op i debatten.

På grund af de centrale forhandlingers fremskudte starttidspunkt er medlemsdebatten placeret på det mest travle tidspunkt i skoleåret. Det er uheldigt, og en situation vi vil undgå ved kommende overenskomster. Alligevel vil jeg opfordre til, at man afsætter tid til at læse debatoplægget og deltage i debatten.

For foreningsdemokratiet og dermed for vores alle sammens skyld.

Lotte Lange er formand for DLFs faglige udvalg