En anelse triumferende beretter Folkeskolen i nummer 19 om, hvorledes det litauiske undervisningssystem efter årtier under sovjetideologisk dominans nu lettes ved efterligningen af en dansk uddannelsesopløsende dannelsesskole, der oppe i den anden ende af uddannelsessystemet har givet anledning til på universitetsplan at udvande kravene i blandt andet matematik. Hvor man før skulle danne det sovjetsocialistiske menneske, skal man nu danne det fællesmenneskelige litauiske menneske. Og forskellen er sandt at sige ikke så stor. For i begge tilfælde skal eleverne tilmåles og tilskæres i hoved og tæer i Prokrustes seng, så de passer til et af magten vedtaget idealbillede. En ny måde for litauerne at opnå ligheden på frihedens bekostning. Med plagierende anvendelse af vores mesterskab i bedøvende retorik hedder det, at »ingen børn skal føle sig specielle, for alle er jo på en måde specielle«. Man fornemmer den nye totalitarismes hæslige fjæs bag ønsket om, at ingen må føle sig som det, man er. En rigtig nydansk tænkemåde er her eksporteret. Men vi har også lært ved mødet med det østeuropæiske. For fremtiden vil vores egen retorik være beriget med importeret krudt til bekæmpelse af vores egen efterhånden sønderskudte vilje til at hjælpe svage elever. Vi har nu lært at skyde vor egen specialundervisning i sænk som »mentale institutioner«, hvor vi har udsat de svage for vores udgave af tyranniets »medicinske behandling«. Og med lettelse ser vi nu en naiv baltisk efterabning af vores rummelighedsbegreb. »Man skal bare tage udgangspunkt i den enkelte et eller andet sted i rummeligheden«, jubler de nyoptimistiske. Og vi nikker og sukker: »Ja, det er vist bare det, I skal gøre, hvis I vil ende, som vi er endt«.