Debat
Fagpolitisk drilleri
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Gennem Skolelederforeningens Nyhedsbrev og to landsdækkende morgenaviser får vi nyheden om, at udmeldte skoleledere ikke kan abonnere påFolkeskolen. Lederskribenten i en morgenavis taler sågar om en latterlig forening (læs DLF), og ligegyldig rigtigheden heraf fremmer det ikke ligefrem forståelsen for og respekten om DLF.
Efter kongresbeslutningen om ledernes organisatoriske placering med efterfølgende opsigelse af samarbejdsaftalen fra Danmarks Skolelederforenings (DS) side har mange skoleledere haft 'svært ved at finde deres ben', hvilket er bekræftet i artikler i blandt andet dette blad, hvor der også omtales problemer ved etableringen af ledernetværk/lederfora i DS-regi.
Skolelederforeningen har valgt en meget offensiv taktik, hvor alle midler bruges, og herefter 'gengælder' DLF med drilleriets tankegang, eller skal vi kalde det fagpolitisk betontænkning ('min syge moster i Rødovre' kan abonnere på bladet, men min gode, udmeldte lederkollega kan ikke!), og vores glimrende formands udlægning i medierne med henvisning til 'naturligt fagforeningssynspunkt' køber jeg simpelthen bare ikke! Jeg er helt uenig i tankegangen, da DLF skal overbevise de udmeldte medlemmer om, at det er forkert at udmelde sig, og det gør man ved at 'ryste gode lederpolitikker/forhold ud af ærmet'. Man bruger ikke så uprofessionelle metoder som dette her. Vi skal ikke drille de udmeldte medlemmer, vi skal samarbejde, fordi kun gennem samarbejde får vi udviklet vores fælles folkeskole. Det er stadig hovedopgaven for vores virke som ledere.
Det politiske drilleri må ophøre, og taktisk, strategisk tænkning må opprioriteres i DLF.
Bjarne Danielsen
Brande
Svar
Det er en generel praksis, at hvis man kan være medlem af foreningen, så skal man være medlem for at få bladet. Det er altså ingen særregel for skoleledere, der har meldt sig ud.
Anni Herfort Andersen
formand for DLF