Censorrapport for eksamen 2017 på læreruddannelsen har foranlediget flere til at ytre sig om, at de lærerstuderende præsterer for lavt på fagfaglige temaer i bachelorprojekter. Når man følger kommentarerne, får man en fornemmelse af, at der er langt igen, før de nyuddannede lærere kommer til at nå »de gamle lærere« og disses faglighed bare til sokkeholderne.

Censorer slår alarm over lavt fag-fagligt niveau blandt kommende lærere

Kritikken er, at de lærerstuderende fokuserer for lidt på fag og for meget på almene og specialpædagogiske problemstillinger. Mon ovenstående tåler en nøjere analyse? Næppe! Der er med ovenstående konklusion tale om en unuanceret forenkling af en kompleks virkelighed. Bag kritikken manifesteres en slet skjult fagpolitisk og uddannelsespolitisk dagsorden. De lærerstuderende er jo i forvejen udsat for megen kritik, og derfor bør man i stedet rette fokus på den læreruddannelseslov, der skaber og understøtter denne udsathed.

Indledningsvis er der grund til at glædes over, at de kommende lærere i den danske folkeskole netop har langt mere fokus på almene problemstillinger og grundlæggende lærerkompetencer end tidligere. Det har været et centralt omdrejningspunkt i den skolepolitiske debat gennem flere år. Lærere i folkeskolen er nødt til at være skarpere på kompetencer som for eksempel klasseledelse, inklusion og relationsdannelse. Dette har man prioriteret uddannelsespolitisk. Derfor bør vi også være tilfredse med de mange bachelorprojekter, som afspejler netop denne fordring. Ligesom der er grund til at glæde sig over de studerendes høje karaktergennemsnit i disse. Det gør vi også på læreruddannelsen på University College Syd i Esbjerg, hvor vi har sat barren højt i forhold til blandt andet inklusion.

Det er vigtigt for folkeskolen, at denne bliver beriget med nye lærere, der netop har kompetencer og viden, som understøtter de inklusionsbestræbelser, Danmark og 91 andre lande i verden har taget på sig. Set i dette lys er der derfor grund til at glæde sig på de studerendes og skolens vegne, for i sommer slog vores bachelorstuderende alle rekorder og opnåede et meget højt karaktergennemsnit. Dette står i skærende kontrast til censorrapporten for 2017 og problematiseringen af de studerendes kompetencer. Så hvad er op og ned i denne sag set fra to undervisere på læreruddannelsen? Som nævnt er der tale om en unuanceret forenkling af en kompleks virkelighed godt viklet ind i fagpolitiske og uddannelsespolitiske perspektiver.

Den årlige rapport fra censorformandskabet skal selvfølgelig være med til at gøre os alle klogere. Derfor er det vigtigt at få analyseret, hvad kritikken reelt rummer, og hvorfor den bliver fremsat netop nu. Rapporten giver udtryk for en bekymring over en ubalance, hvor de studerende ikke har nok fokus på deres undervisningsfag. Mange undervisere føler sikkert, at deres fag er truet. En sådan kamp for faglige bastioner synes at være en af bevæggrundene bag kritikken.

Censorkorpset for læreruddannelsen har mange medlemmer, som er pensioneret fra deres arbejde. Et stort dilemma er faktisk, at aktive lektorer og adjunkter, der underviser på uddannelsen, sjældent har tid til selv at agere som censorer. Det betyder også, at en del af de censorer, der leverer censorrapporterne, måske har en oplevelse af, at temaerne i bachelorprojekterne er svære at relatere sig til. En uges censur, hvor temaerne bevæger sig ind på almen- og specialpædagogiske og lignende beslægtede områder, er lang, hvis man overvejende er fagfagligt orienteret.

Når vi forholder os til censorrapporter, bør vi være bevidste om, at der bag enhver kritik af nye strømninger kan gemme sig en faglig kamp, der tager afsæt i en grundlæggende frygt for, at ens eget fag, som naturligvis er det vigtigste fag, mister betydning. Denne faglige kamp bør ministeren være opmærksom på, når rapporten analyseres. Læreruddannelsen kan ikke imødegå alle udfordringer, idet for eksempel strukturen med de urealistisk mange kompetencemål har sine klare ulemper. Derfor er det også fornuftigt at se nuanceret på censorrapporterne og bruge disse konstruktivt frem for at orkestrere kampe mellem fagområder. Det, der altså kan ses som en rammesætning eller »framing« af de studerende som dårligere præsterende på det fagfaglige område, fordi det pædagogiske område »fylder for meget«, kan reelt ses som en intern rivalisering på læreruddannelsen, hvor det fremføres, at fagfaglige perspektiver bør fremmes i stedet for de pædagogiske perspektiver. Via denne retorik er det de lærerstuderendes såkaldte manglende kompetencer, der udnyttes til at fremme egne fagfaglige interesser.

Kan sådan en strategi ses som fornuftig og ædel? Besvarelsen af dette retoriske spørgsmål blæser ikke i vestenvinden, men giver sig selv: Der er her tale om det, der med en god vestjysk metafor kan kaldes strandhugst. Derfor er der grund til at »reframe« essensen i sagen. Vi mener selvfølgelig også, at de studerendes fagfaglige kompetencer skal have en kvalitet, der opleves som tilfredsstillende eller endnu bedre: fremragende. Vejen hertil er bare ikke beklagelser over, at de studerende er for dygtige, som det kan underforstås i den fremførte kritik. I stedet vil en fornuftig rammesætning være, at underviserne i fagfagene sammen med underviserne i de pædagogiske fag og sammen med praktikskolerne formulerer en række indsatser, der kan føre til et kvalitetsløft af de studerendes samlede lærerkompetencer. Med andre ord og en anden metafor bør der ikke her i forandringens tid bygges læhegn, men i stedet satses på vindmøller.

Afslutningsvis er der grund til at lytte til de studerendes »stemme« i hele denne sag, der reelt handler om læreruddannelsens indhold, struktur og fremtidige placering. Her vedtog de studerende og deres organisation i juli 2017 på en kongres en resolution, der fastslår, »at læreruddannelsen bliver en femårig professionsrettet uddannelse på universitetsniveau med fokus på samspillet mellem fag, pædagogik og praktik«. Men at uddannelsen samtidig forbliver på professionshøjskolerne, så de lærerstuderende fortsat kan møde og samarbejde med studerende fra andre velfærdsuddannelser, der også vedrører skolen. Når vi skal tage ved lære af censorrapporten, bør vi nok i stedet vurdere, hvordan vi kan fastholde det forholdsvis høje og efter vores opfattelse realistiske karakterniveau. For de lærerstuderende, som vi møder, er dygtige. Samtidig må vi internt i læreruddannelsen blive bedre til at varetage samarbejdet mellem de pædagogiske fag og fagfagene omkring temaer som for eksempel inklusion. At de studerende får navigeret sig så fint igennem den silotænkning, der fortsat præger denne professionsuddannelse med alt for lidt samarbejde mellem fagområderne, er faktisk imponerende.

Lærerstuderende: Vi er gode inden for de rammer, uddannelsen giver os