»Men hvad så den i det klare vand! Den så under sig sit eget billede, men den var ikke længere en kluntet, sortgrå fugl, styg og fæl, den var selv en svane«.

I H.C. Andersens fædreland har vi en stolt tro på, at det er muligt at blive en smuk svane, selv om man er vokset op i en andegård. Men det er bare ikke sandt.

Det kom som noget af en bombe, da en nobelpristager i økonomi sammen med en dansk forsker påviste, at vi faktisk ikke er bedre til at bryde negativ social arv, når det gælder uddannelse, end det stærkt ulige USA. Vi er bare bedre til at fordele pengene. Og heldigvis for det.

Alligevel har vi i Danmark ifølge en uddannelsesforsker en næsten religiøs tro på, at vi kan bryde med den negative sociale arv i folkeskolen. Den nyligt udnævnte regering bevilger flere midler til de skoler, hvor eleverne klarer sig dårligst - på betingelse af at skolerne formår at løfte eleverne.

I virkeligheden bør vi skille det hele mere ad. For det første er det spørgsmålet, om vi overhovedet skal stræbe efter, at flere får en højere uddannelse. Efterhånden som hele samfundet har fået et højere uddannelsesniveau, kan man næsten kun bryde med den negative sociale arv på uddannelsesområdet, hvis alle ender som akademikere. Det er ikke noget at stræbe efter. Derfor bør vi begynde at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi måler mønsterbrydning.

For det andet skal vi være opmærksomme på, at der er en kæmpestor social mobilitet i forvejen. Arv er langtfra skæbne. Når en lærer kigger ud over sin 1.-klasse og tror, at hun kan forudsige, hvilke elever der ender hvor, tager hun ofte fejl. For eksempel kommer langt de fleste børn af kontanthjælpsmodtagere ikke selv på kontanthjælp.

Så i virkeligheden bør vi omdefinere opgaven fra at sikre social mobilitet ved hjælp af uddannelse til at sikre, at alle får de nødvendige kompetencer til at klare sig.

Manden med skovlen er som bekendt afgået ved døden, og derfor skal alle kunne læse et diagram og en engelsk tekst. Det er den barske virkelighed.

Derfor bør vi arbejde for at finde en undervisningsform - eller mange former - som passer til elever, der ikke motiveres af bøger og regneark.

Der findes da heller ikke en lærer, som ikke prioriterer at hjælpe elever, som har det svært med det boglige. Hurra for det. Det er nødvendigt uanset statistikker og forskere. Og de lærere bør have mulighederne.

I folkeskolen kan det dreje sig om at finde praktiske opgaver og praktik, som kan motivere eleverne. I Ringkøbing-Skjern Kommune, som er blandt de bedste til at flytte eleverne i uddannelsessystemet, kommer en del af eleverne i praktik en dag om ugen.

Så forhåbentlig vil den nye liberale undervisningsminister prioritere, at puljerne til ikkeboglige elever sættes sammen med muligheder for, at lærerne får tid og frihed til at tilrettelægge den rigtige undervisning. Også selv om vi ikke skal stræbe efter, at vi alle kommer på universitetet.