Pisa-programmet (Programme of International Student Assessment) er etableret i et samarbejde blandt regeringer i OECD-medlemslande, og formålet med programmet er at måle, hvor godt unge mennesker er forberedt til at møde udfordringerne i dagens informationssamfund. Pisa-testen er karakteristisk ved, at den ikke vurderer kompetencerne ud fra specifikke læseplaners indhold, men i stedet ser på, hvor godt de unge kan bruge deres kunnen i forhold til udfordringer i det virkelige liv. I Pisa 2012 indgår i alt 65 lande, herunder samtlige 34 OECD-lande.

I den danske del af Pisa er der i 2012 indgået 7.481 15-16-årige elever fra 339 uddannelsesinstitutioner, og der indgår både offentlige skoler og frie skoler. Der er i forbindelse med den danske Pisa-testning undtaget 6,1 procent elever på grund af faglige, sociale eller fysiske handicap. Kun to lande ligger højere end Danmark med hensyn til at undtage elever.

Resultaterne i matematik

Matematik er hoveddomæne i Pisa 2012. Pisa tester 15-16-åriges evne til at formulere, udføre og fortolke matematik i en mangfoldighed af sammenhænge. Det omfatter at kunne ræsonnere matematisk og gøre brug af matematiske begreber, procedurer, kendsgerninger og redskaber til at beskrive, forklare og forudsige fænomener.

De danske elever opnår i matematik i 2012 at få 500 point på Pisa-skalaen. Dette resultat ligger over OECD-gennemsnittet, der fra 2003 er faldet fra 500 til 494. Det nye danske resultat ligger imidlertid lavere end i de tidligere Pisa-undersøgelser, hvor resultatet i 2003 var 514, i 2006 var 513 og i 2009 var 503. Dette gradvise fald ses også i alle de andre nordiske lande, hvor Finland sammen med Sverige fremviser den største tilbagegang. Samlet set er det karakteristisk, at de syv bedst præsterende lande alle er beliggende i Sydøstasien.

Den lavere danske placering i 2012 hænger som i 2009 først og fremmest sammen med, at grupperne af højt præsterende elever er blevet mindre, og at også grupperne af svagt præsterende elever er blevet større. Det, der kendetegner de sydøstasiatiske lande, er, at de både har særdeles mange højt præsterende og relativt få lavt præsterende elever.

Danmark falder to procent Det er i Danmark 17 procent af eleverne, som ikke opnår at have funktionel matematikkompetence - i 2003 var andelen 15 procent. I Finland er andelen i 2012 12 procent, mens den i 2003 var syv procent. De to højest præsterende grupper udgør for Danmark i årene 2003 og 2012 henholdsvis 16 og ti procent.

I Finland er de tilsvarende tal 24 og 15 procent. Det bedst præsterende land (provins), Shanghai, har fire procent uden funktionel matematikkompetence og 55 procent i de to højest præsterende grupper.

I forhold til Sydøstasien er der interessante fund, når man ser på elevernes alsidige kompetencer. For vedholdenhed tegner der sig for eksempel et billede af, at eleverne i Sydøstasien i højere grad fastholder interessen for de opgaver, de går i gang med, at de i mindre grad udskyder vanskelige opgaver og problemer, og at de i højere grad er villige til at arbejde med en opgave, indtil alt er perfekt.

Danmark ligger under OECD-gennemsnittet for samtlige spørgsmål, der vedrører vedholdenhed.

Lav grad af undervisningsdifferentiering Undervisernes adfærd i klasserumssituationer, som den opleves af eleverne, indgår også i Pisa-undersøgelsen. Det er karakteristisk, at danske elever i mindre grad end de nordiske og de sydøstasiatiske lande oplever at blive bedt om at bestemme sig for deres egne procedurer til kompleks problemløsning. Især i Shanghai og Singapore er der mere fokus på at stille opgaver, hvortil der ikke er nogen umiddelbar og åbenlys løsningsmetode, at præsentere opgaver i mange forskellige kontekster, at stille opgaver, som kan løses på flere forskellige måder, og at hjælpe eleverne til at lære af deres fejl.

I Danmark er andelen af elever, der skal præsentere deres matematiske tænkning og ræsonnementer, kun cirka det halve af, hvad den er i Shanghai, Singapore, Finland, Norge og Sverige. Endvidere gælder, at danske skoleelever sjældent oplever, at en matematiktime begynder med et resumé af, hvad der blev behandlet i forrige lektion. Dette er i langt højere grad kutyme i Sydøstasien, hvor det også er mere almindeligt, at man beder elever om at assistere i planlægningen af aktiviteter.

Også hvad evaluering angår, er der interessante forskelle. Der er i Shanghai, Singapore og Taiwan større tradition for at give eleverne feedback om, hvor deres styrker ogsvagheder i matematik er, end i Norden. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at denne feedback, når den finder sted, forekommer at være væsentligt mere konstruktiv i Sydøstasien end i Danmark, idet de sydøstasiatiske elever oplever, at de i højere grad får at vide, hvad de skal gøre for at blive bedre i matematik. Danske elever oplever i det hele taget, at der er en lav grad af undervisningsdifferentiering.

Resultaterne i læsning og naturfag Læsning og naturfag er bidomæner i 2012 og behandles derfor mindre indgående.

For læsning opnår danske elever i 2012 et gennemsnit på 496 point, hvad der svarer til OECD-gennemsnittet i 2012. I forhold til de tidligere Pisa-testninger er resultaterne stort set uændrede. For naturfag gælder, at Danmark i 2012 opnår 498 point. Resultatet ligger på OECD's gennemsnit og er stort set på samme niveau som i 2006 og 2009, hvor resultatet var henholdsvis 496 og 499.

Alt i alt Lidt nedgang i matematik og ellers ingen ændringer. Lidt skuffende, idet vi havde ventet en fremgang, som det har kunnet ses i Pirls og Timss i 4. klasse, og det er stort set samme fødselsårgange, der testes. På den anden side kan vi dog glæde os over, at der ikke har været nedgang som for eksempel i Finland og Sverige.