Debat

Succes for professionsaftale

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dette skoleår går vi ind i det tiende år med en professionsaftale i Fjordkredsen i Frederikssund. Det begyndte i Skibby Kommune, hvor kredsen og kommunen ikke kunne blive enige om en aftale for lærernes arbejdstid. I fem måneder kørte en konflikt, hvor lærerne var på såkaldt mødeplan - det vil sige, at alt arbejde skulle planlægges næsten minut for minut. Det var ødelæggende for skolen, eleverne og lærerne og skabte grundlaget for, at kredsen sammen med kommunen blev enige om, at vi måtte finde på noget helt anderledes.

Dette førte til Fjordaftalen.

En aftale, der lægger loft over det ugentlige undervisningstimetal, hvor forberedelsestiden følger undervisningen, og som fordeler arbejdsopgaverne mere ligeligt mellem lærerne. En aftale, der bygger på tillid mellem ledelse og lærere og respekt for hinandens opgaver, og en aftale, der giver et professionelt råderum, hvor lærere og ledere sammen planlægger opgaverne i forhold til den tildelte tid.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Den er på ingen måde forgyldt. Vi ved, at tiden til arbejdet i skolen er knap, og at det hele tiden er nødvendigt at prioritere de mange opgaver. Men Fjordaftalen skaber en ramme for at arbejde med de store udfordringer, vi har i skolen i dag. En ramme, der muliggør, at lærere og ledere kan koncentrere sig om undervisningen og skolens udvikling.

At rammen er fornuftig, vidner overenskomsten i 2008 om. Her blev den nye landsdækkende skitse for arbejdstid aftalt. Og den ligner til forveksling vores.

I dag ser vi en ødelæggende tendens til, at mange kommuner tænker lærernes arbejdstid ind som en mulighed for at spare penge og ikke som en ramme, der giver mulighed for at levere god undervisning.

Derfor vil vi sende et klart signal til alle kommuner:

Værn om vores professionsaftaler, der bygger på det gode samarbejde på skolerne, som forenkler administrationen for lederne, og som giver lærerne ro til at have fokus på undervisningen.