Danmarks næste regering kommer til at møde Danmarks Lærerforening som en synlig og stærk spiller, der kæmper for lærernes arbejdsvilkår. Kampen føres med argumenter for, at engagerede lærere med stor arbejdsglæde giver god undervisning og dermed en god folkeskole. De argumenter åbner samtidig for, at lærerne som profession får indflydelse på folkeskolens udvikling og dermed indflydelse på, hvilket samfund Danmark skal udvikle sig til.

DLF holder kongres, samtidig med at folketingsvalget foregår - og hovedstyrelsen har foreslået, at kongressen sender klare bud til den kommende regering og til KL om at samarbejde med lærerne om folkeskolens udvikling. Budskabet fra kongressen vil være en opfordring om at lytte til forskningen, som siger, at hvis man styrker lærerprofessionen, så styrker man folkeskolen. Læreres kvalifikationer og faglighed er en af de mest afgørende faktorer for undervisningens succes. Det er nødvendigt med bedre vilkår for læreruddannelsen med tilstrækkelige undervisningstimer til de studerende og bedre muligheder for efteruddannelse.

Kongressen vil debattere og udtale sig om, at lærere skal have ansvar for hele undervisningsopgaven. Lærere er uddannet til at gøre undervisningen kreativ og spændende og til at motivere eleverne og fremme deres engagement. Det er der ikke andre faggrupper, som kan gøre bedre. Folkeskolens vigtigste opgave er undervisning, og lærere er uddannet til at sikre, at elevernes aktiviteter i undervisningen fører frem mod, at de tilegner sig kundskaber og færdigheder, som er beskrevet i fagenes mål. Der er ikke nogen af folkeskolens fag, der kan erstattes af løb, dans, computerspil eller fodbold i skoledagens pauser.

Kongressen peger også på, at lærernes engagement og arbejdsglæde fremmes ved et selvstændigt råderum over undervisningsopgaven. Engagerede lærere underviser bedre, og derfor er et reelt råderum en bonus både for lærernes arbejdsmiljø og for kvaliteten i undervisningen. De arbejdstidsaftaler, der er indgået i de fleste kommuner på baggrund af den centrale aftale i overenskomsten i 2008, lægger rammerne for, at dette professionelle råderum kan blive en realitet. Kongressen vil debattere og udtale sig om, at KL ikke må glemme vores fælles forståelse om mulighederne i aftalerne. Når KL gennemtvinger ren økonomitænkning i kommunerne og indgår ensidige »partnerskaber« med sig selv om at vende hvert minut og hver femøre i de lokale aftaler, så spiller KL hasard med kvaliteten i undervisningen.