Debat
Om Marlene Harpsøes opfattelse af »realistisk«
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Marlene Harpsøes udtalelse i Folkeskolen nummer 20, at »det er realistiske krav, der bliver stillet til lærerne« vedrørende elevplaner, er befriende - og forstemmende - klar.
Som sine politikerkolleger forholder hun sig ikke til bekendtgørelsen selv, men skjuler sig bag det selvkonstruerede figenblad, at lærerne er »glade« for elevplanerne og opfatter dem som »et godt og nyttigt redskab«. Som om det har noget med sagen at gøre.
Kernen i Marlene Harpsøes svar er Rambøll Managements undersøgelse, der viser, at lærerne i gennemsnit bruger 41 minutter om ugen på elevplaner. Ergo er bekendtgørelsens krav realistiske. Keine Hexerei, nur Behändichkeit.
Lærerne bidrager i gennemsnit til cirka 120 elevplaner på et år. Med et tidsforbrug på 41 minutter om ugen giver det 13 minutter og 40 sekunder per elevplan per år. Herfra går - hypotetisk tidsansat - tre minutter og 40 sekunder til inddragelse af eleven og fem minutter til at skrive elevplanen (hvis man bruger den ulovlige metode med afkrydsning af trinmål; den lovkrævede prosatekst tager længere tid).
Tilbage er 600 minutter (120 gange fem) til at planlægge og gennemføre evalueringen af 4.000 trinmål, skriftliggøre resultaterne, som ingen lærer i sagens natur kan huske, og efterbehandle dem. Det giver ni sekunder per trinmål per år. Det mener Marlene Harpsøe altså er realistisk.
Jeg kan oplyse Marlene Harpsøe om, at jeg ikke bruger mere tid på elevplaner end andre lærere. Mine lever heller ikke op til bekendtgørelsens krav.
Forkortet af redaktionen
Vi betragter hermed debatten mellem uddannelsesordfører Marlene Harpsøe og Karsten Bräuner om dette emne som afsluttet her i bladet.