Debat

Lad ikke børnene betale prisen for krisen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det billede, der tegnes i medierne af skolen og lærerne, er desværre ikke noget positivt billede. De, der har ingen eller bare lidt viden om skolen, har alle en mening om, hvordan skolen bedst fungerer, og det er desværre ofte dem, der kommer til at sætte dagsordenen i skoledebatten. Og de skiftende tiltag, der kommer på skoleområdet, tager ikke afsæt i de professionelles viden og virkelighed, men i politikernes ønske om at kontrollere og styre gennem management mere end at styrke skolen på det pædagogiske og uddannelsesmæssige område.

Samtidig har vi fået et bedømmelseshysteri, hvor det mere handler om, hvordan skolen kan drives gennem øget konkurrence blandt andet ved offentliggørelse af de nationale test, end om skolens vigtigste opgave, nemlig at motivere og støtte eleverne, at give dem den optimale undervisning, sikre, at den enkelte elev får den rette undervisning, og at give eleverne lyst til livslang læring.

Alt handler efterhånden om kontrol, der kommer hele tiden nye tiltag på skoleområdet - og det levner ikke tid til pædagogiske diskussioner, når lærerne konstant skal agere marionetter for gennemførelse af nye tiltag. Skolen tænkes ud fra drift i stedet for udvikling, fokus lægges udelukkende på de faglige kundskaber, som kan måles og vejes, samtidig med at samfundet og virksomheder har brug for kvalifikationer som innovation, samarbejdsevner og informationssøgning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvorfor er der så mange af vores elever, som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse? Hvorfor har mange elever svært ved at fungere i skolen? Det er, fordi børnene betaler prisen for den politiske nedprioritering af skolen - som i sidste ende vil blive en ren fabrik, hvor elever lærer for at klare testene og ikke for livet.

Forkortet af redaktionen