Nu skal »specialeleverne« inkluderes. Men det komplicerer sagen, at det kan være til barnets bedste at følge en støtteundervisning uden for klassen, hvis ellers mulighederne er fagligt kvalificerede.

Hvordan afgør man, hvornår det ene er »rigtigt« og mere rigtigt end det andet? Det er her, det svære valg er, et valg, der ligger langt ud over økonomi og tomme klicheer. Et bud kan gives ud fra barnets sociale placering i klassen og ud fra indsigt i barnets udviklingspotentiale.

Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt med barnets eget perspektiv. Det er en forudsætning for et positivt udbytte af indsatsen, at barnet selv ser det som noget positivt. Derfor skal barnet inddrages i de beslutninger, der skal tages. Det skal det ifølge Børnekonventionen. Men også ud fra en ganske banal læringsopfattelse. Hvis barnet ikke bliver gjort til herre i eget hus, kan vi gennemføre nok så mange foranstaltninger uden nogen som helst virkning. Vi ser det ved mange foranstaltninger: Vi trækker børnene til et trug, men de drikker ikke.

Det er uvant for os at tænke sådan, for børn »ved jo ikke, hvad der er bedst for dem selv«! Og jo mere vi sætter abstrakte diagnoser på børnenes problemer, jo mere mener vi også, at det er eksperter hævet over børnehøjde, der skal træffes afgørelsen. Det er en holdning, vi vil kalde for den arrogante fejlslutning. For uanset diagnose, så er barnet nøglen til et udbytte af den indsats, vi sætter i gang. Derfor handler det ikke om inklusion eller eksklusion, men om begge dele - med barnet som aktiv deltager i beslutningen. Men i disse resurseknappe tider går hensynet til økonomi og politiske eller ideologiske overvejelser forud for hensynet til barnets bedste.